På klagers skattekort var der i rubrikken ”indeholdt kirkeskat” anført: ”- -”, hvilket betød, at klagers arbejdsgiver ikke skulle indeholde kirkeskat. Klager mente, at informationen på skattekortet krænkede hans ret til ikke at fremlægge oplysninger om sin religiøse overbevisning, samt at det ikke kunne forventes, at han som homoseksuel skulle bidrage til et skattesystem, der tilgodeså en kirke, som åbenlyst tog afstand fra homoseksualitet. Menneskerettighedsdomstolen anførte, at der var tale om et minimalt indgreb, der skulle sikre, at klager ikke uberettiget kom til at betale kirkeskat. Skattekortet var stilet til arbejdsgiveren, og havde ikke noget formål uden for relationen mellem denne, skatteyderen og skattemyndighederne. Til forskel fra en række sager, hvor Menneskerettighedsdomstolen havde konstateret, at der forelå en krænkelse af artikel 9 (ret til at tænke frit samt samvittigheds- og religionsfrihed), havde myndighederne ikke spurgt klager om, hvorfor han ikke tilhørte et af de pågældende religiøse samfund eller spurgt ham til hans religiøse og filosofiske overbevisning. Menneskerettighedsdomstolen henviste endelig til, at medlemsstaterne er tillagt en skønsmargin for så vidt angår reguleringen af forholdet mellem stat og kirke, og at der ikke foreligger nogen fælles europæisk standard vedrørende tilskud til religiøse samfund. Indgrebet var således proportionalt i forhold til det legitime, tilstræbte mål, hvorfor der ikke forelå en krænkelse af artikel 9.

_________

Dommen er alene tilgængelig på fransk og kan findes her.

Udfærdiget af Justitsministeriet