EMRK er en traktat og fortolkes derfor i overensstemmelse med Wienerkonventionen, navnlig artikel 31-33 i Wienerkonventionen¹. Disse fortolkningsprincipper modificeres af EMD’s dynamiske fortolkningsstil, som hviler på Wienerkonventions artikel 31, stk. 1, om traktatens formål. Således udtalte EMD i Wemhoff mod Tyskland (1968), præmis 8, at EMRK bør fortolkes for at realisere konventionens formål bedst muligt og dermed ikke for at begrænse statsansvaret. Hensynet til, at EMRK ikke blot indeholder teoretiske og illusoriske rettigheder, men vedbliver at indeholde praktiske og effektive rettigheder, giver EMRK en særlig karakter². Dette har medført en beskrivelse af EMRK som et ”a living instrument”, hvilket også beskrives som EMD’s dynamiske fortolkningsstil. Dynamisk fortolkning blev introduceret i sagen Tyrer mod Storbritannien (1978). EMD udtalte i denne sag, at EMRK skal ses som ”a living instrument”, som skal fortolkes i lyset af den tid, vi lever i³. Det betyder, at forhold, der tidligere ville falde uden for EMRK’s anvendelsesområde, senere kan opnå beskyttelse i medfør af EMRK⁴.

Som en konsekvens af EMRK’s ”levende” egenskab, har EMD bl.a. valgt at benytte sig af såkaldt ”komparativ fortolkning”. Som betegnelsen indikerer, så foretager EMD en sammenligning af medlemsstaternes lovgivning på et givent område for derved at kunne konstatere, hvorvidt der er konsensus i medlemslandene om et givent spørgsmål. Dette fortolkningsredskab kan være med til at afgøre, hvad der ”nødvendigt” eller ”fornuftigt” – to termer, som EMD ofte benytter sig af i denne henseende⁵. Komparativ fortolkning er forbundet med ”staternes skønsmargin”, idet sidstnævnte ofte ses at være hhv. snæver eller bred, såfremt EMD finder, at der i Europarådets medlemsstater er enten enighed eller uenighed om et givent spørgsmål. Et eksempel herpå er den nyligt afsagte dom i EMD’s storkammer i den såkaldte ”burkasag” S.A.S. mod Frankrig (2014) vedr. Frankrigs maskeringsforbud. Af præmis 156 fremgår det, at EMD foretog en komparativ analyse af medlemsstaternes lovgivning vedr. maskeringsforbud, hvorefter det konkluderedes, at den manglende konsensus blandt medlemsstaterne overlod Frankrig en bred skønsmargin.

Afledt fra den komparative fortolkningsmetode ses EMD’s praksis med at inddrage tekster og redskaber fra andre internationale organer og organisationer, eksempelvis FN-konventioner⁶. I sagen Demir og Baykara mod Tyrkiet (2008) fastslog EMD sågar, at medlemsstaten ikke nødvendigvis skal have ratificeret den internationale tekst, idet denne ifølge EMD synes at være udtryk for en konsensus, såfremt størstedelen af medlemsstaterne har tilsluttet sig den internationale konvention. Således fremgår det af præmis 86:

”… it is not necessary for the respondent State to have ratified the entire collection of instruments that are applicable in respect of the precise subject matter of the case concerned. It will be sufficient for the Court that the relevant international instruments denote a continuous evolution in the norms and principles applied in international law or in the domestic law of the majority of member States of the Council of Europe and show, in a precise area, that there is common ground in modern societies…”

1 Lorenzen m. fl., s. 21