Processen
1. Processen i hovedtræk
Processen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) er som udgangspunkt skriftlig. Sagen ved Domstolen indledes ved, at klager fremsender en ansøgning (“application”) til Domstolen. Domstolen har opstillet nogle krav til indholdet af klagerens ansøgning, og Domstolen kan ikke tage stilling til, om sagen skal kommunikeres eller afvises, førend kravene til ansøgningen opfyldes. Som klager har man mulighed for at lade sig repræsentere ved eksempelvis en advokat eller organisation, men klageren kan også til et vist tidspunkt i processen repræsentere sig selv.
Næsten alle klager ved Domstolen starter ved, at klageren sender en ansøgning til Domstolen. Ansøgningen modtages og registreres ved Domstolens sekretariat (“The Registrar”), hvor sagen ligeledes indledningsvis behandles af en af Domstolens jurister. Såfremt det af klageren medsendte materiale ikke umiddelbart er tilstrækkeligt til at fastslå, om sagen skal afvises, henvises sagen til en “judge rapporteur”, som skal se nærmere på sagen.
På baggrund af det enorme antal ansøgninger, som Domstolen modtog hvert år, vedtog Europarådet tillægsprotokol 14, som blandt andet ændrede Domstolens mulighed for at træffe hurtige afgørelser ved en såkaldt “enkeltdommerformation”. Læs mere om tillægsprotokol 14 og enkeltdommerformationen.
2. Ansøgningen (“the application”)
Ansøgningen må anses som at være det første skridt i processen. Ansøgningen har til formål at standardisere processen og præsentere den enkelte sag med de fornødne oplysninger. Disse helt formelle krav til ansøgningen skal således hjælpe Domstolen med at fastslå hurtigt at kunne fastslå, om en given sag kan antages til behandling, eller om sagen skal afvises.
Ansøgningsadgangen udspringer af konventionens artikel 34, som fastslår, at Domstolen kan modtage klager fra enhver individuel person, enhver ikke-statslig organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være blevet krænket af en kontraherende stat. Ifølge samme artikel er de kontraherende stater endvidere forpligtet til ikke at lægge hindringer i vejen for udøvelsen af denne klageadgang.
2.1 Krav til ansøgningen
De formelle krav til en individuel ansøgning til Domstolen er opregnet i Rule 47 i Rules of Court. Rule 47 kodificerer i en vis forstand klageadgangen i artikel 34. Ifølge bestemmelsen skal en klagers ansøgning indeholde følgende:
- navn, fødselsdato, nationalitet, køn, stilling og adresse på klageren;
- navn, stilling og adresse på den eventuelle repræsentant;
- navnet på den kontraherende stat, som indklages;
- kortfattet præsentation af sagens fakta;
- kortfattet præsentation vedrørende de påståede krænkelser af Konventionen samt relevante argumenter;
- kortfattet præsentation vedrørende iagttagelsen af antagelighedskriterierne opregnet i Konventionens artikel 35, stk. 1 (udtømmelsen af national ret og seks-måneders fristen) samt dokumenter, der underbygger denne iagttagelse;
- formålet med ansøgningen;
- kopier af relevante dokumenter og specifikt afgørelserne, som relaterer sig til selve klagen; og
- oplyse hvorvidt klagen er indsendt til andre internationale organer eller domstole.
De indledende materielle krav til en individuel ansøgning fremgår af Konventions artikel 35 og til dels artikel 34.
Artikel 35, stk. 1 opstiller to indledende kriterier:
- Klageren skal have udtømt nationale retsmidler, og
- klageren skal have indbragt sagen for Domstolen inden for et tidsrum af 6 måneder fra datoen for den endelige afgørelse.
Yderligere opstiller artikel 34 det kriterium, at klageren skal være krænket/offer (“victim of a violation”), hvilket kan vurderes under alle stadier af behandlingen af en sag ved Domstolen.
Ovennævnte formelle og indledende materielle krav er indført i Domstolens “klageformular”, som kan hentes her. Det har siden 2009 været muligt at indgive sin klage online, såfremt man benyttede sig af den svenske eller hollandske ansøgningsblanket. Alle andre klager til Domstolen kan alene indgives ved, at ansøgningen sendes med almindelig post og fax.
2.1 Udtømmelse af nationale retsmidler – artikel 35, stk. 1, 1. led
Domstolen i Strasbourg er subsidiær i forhold til de nationale retssystemer. Formålet hermed er, at medlemsstaterne selv skal have mulighed for at tage stilling til, om national ret er forenelig med Konventionen og derved selv have mulighed for at reparere eventuelle krænkelser. Princippet fremgår yderligere af Konventionens artikel 13, hvoraf det fremgår, at der skal være adgang til effektive retsmidler i medlemsstaterne. Ifølge Domstolen kodificerer reglen et helt grundlæggende princip
Der kan opstå tvivl om, hvorvidt et retsmiddel er nationalt eller om det er internationalt. I sådanne situationer er det op til Domstolen at afgøre karakteren det benyttede retsmiddel.
Denne udtømmelsesregel anvendes flittigt at Domstolen, men reglen anses dog for at være en hovedregel frem for en absolut regel. Således har Domstolen og den tidligere kommisson flere gange fastslået behovet for at anvende reglen fleksibelt og ikke for formalistisk, henset til beskyttelsen af menneskerettigheder.
Hvis der i national ret findes flere retsmidler, hvorved klager kan søge genoprejsning, skal klageren kun have udnyttet et af de tilgængelige retsmidler. Klageren skal eksempelvis som hovedregel alene anmelde vold begået af polititjenestemænd til politiet (i Danmark Den Uafhængige Politiklagemyndighed) og udnytte den dertilhørende rekursadgang, og derved ikke tillige rejse erstatningssag ved de nationale domstole, førend udtømmelsen af nationale retsmidler er udtømt.
Det følger af reglen, at klageren på nationalt niveau skal have påberåbt sig sin rettighed. Dette betyder dog ikke, at klageren udtrykkeligt skal have henvist til den relevante konventionsbestemmelse, der efterfølgende klagers over til Domstolen. Det er tilstrækkeligt, at klageren har anført argumenter til støtte for en konventionsbestemmelse eller sammenlignelig national lovgivning, for således at give myndighederne mulighed for selv at reparere en eventuel konventionskrænkelse.
Såfremt det af den indklagede medlemsstat påberåbes, har medlemsstaten bevisbyrden for, at klageren ikke har udtømt nationale retsmidler. I denne vurdering indgår blandt andet, at retsmidlets effektivitet og sikkerheden og klarheden, hvorpå retsmidlet hjemles i national ret. Lykkes det medlemsstaten at løfte denne bevisbyrde, er det op til klageren enten at påvise, at retsmidlet faktisk var blevet benyttet, at retsmidlet ikke kunne siges at være effektivt eller klart hjemlet, eller at helt specielle forhold gør, at der konkret kan dispenseres fra reglen.
Domstolen accepterer, at en ansøgning indgives, inden der er truffet endelig afgørelse i sagen (dvs. reelt inden national ret er helt udtømt), men endelig afgørelse skal være truffet på nationalt niveau, førend Domstolen laver en antagelighedsvurdering af klagen. Ligeledes skal medlemsstaten under processen ved Domstolen påberåbe sig manglende udtømmelse af nationale retsmidler, førend Domstolen tager stilling til klagens antagelighed.
Medlemsstaterne har undtagelsesvis mulighed for at gøre retsmidler tilgængelige eller oprette nye retsmidler for klageren, som klageren skal udtømme, selvom udgangpunktet er, at udtømmelse vurderes på datoen, hvor ansøgningen blev indgivet ved Domstolen. Eventuelle oprettede retsmidler skal naturligvis være effektive i Konventionens forstand.
2.2 Seks-månedersfristen – artikel 35, stk. 1, 2. led
Reglen har det formål at skabe retlig sikkerhed for de nationale afgørelser, så de implicerede parter kan have en berettiget forventing for, hvornår sagen kan anses ikke blive antaget af Domstolen i Strasbourg. Domstolen påser ex-officio, om reglen er overholdt, og medlemsstaten skal derfor ikke påberåbe sig fristen, for at fristen finder anvendelse i en konkret sag.
Seks-månedersfristen løber fra datoen for den endelige afgørelse, der udtømmer en medlemsstats effektive, nationale retsmidler. Tidsfristen starter med at løbe, når klageren eller dennes repræsentant har fået kendskab til afgørelsen, hvilket – hvis det af medlemsstaten påberåbes – påhviler medlemsstaten at løfte bevisbyrden for var på et eventuelt tidligere tidspunkt. Såfremt afgørelsen ikke forkyndes for klageren eller dennes repræsentant, regnes fristen fra datoen, hvor man med sikkerhed kunne have gjort sig bekendt med afgørelsen ved myndighederne.
Det er ikke et krav, at klageren har søgt om genoptagelse af en sag eller forfulgt andre ekstraordinære retsskridt, hvorfor fristen ikke kan regnes fra datoen for eventuelt afslag på genoptagelse, men fra den tidligere, endelige afgørelse. Såfremt klageren dog får sin sag genoptaget, regnes fristen fra afgørelsen i genoptagelsessagen, men dog alene for de problemstillinger vedrørende Konventionen, som faktisk blev genoptaget, hvorimod eventuelt resterende punkter, som ikke blev genoptaget, fortsat regnes den tidligere afgørelse.
Det var var førhen i medfør af praksis ved Domstolen muligt at stoppe fristen for at løbe ved at introducere sagen for Domstolen. Introduktion betød, at sagen ikke skulle udfærdiges på ansøgningsformularen for at stoppe seks-månedersfristen i at løbe. Således stoppedes fristen ved kort at introducere sagen og formålet med klagen for Domstolen i et almindeligt brev. Herefter fastsatte Domstolen en frist (8 uger) for klageren til at udfærdige og fremsende en udfyldt ansøgning til Domstolen. Såfremt klager alene overholdt den efterfølgende frist, ansås ansøgningen for indgivet på datoen for sagens introduktion. Pr. 1. januar 2014 træder nye procedureregler imidlertid i kraft. Disse regler gør op med den hidtidige praksis, og en ansøgning skal nu opfylde alle kravene i Rule 47 i Rules of Court, hvilket medfører, at en ansøgning skal være korrekt udført på Domstolens ansøgningsblanket vedhæftet de relevante nationale afgørelser. En ikke korrekt udfyldt ansøgningsbranket vil ikke stoppe seks-månedersfristen fra at løbe (se Domstolens pressemeddelelse af 9. januar 2014).
Det er ikke afgørende, hvornår Domstolen modtager den endelige ansøgning. Fristen regnes efter poststemplet på brevet. Hvis ansøgningen er dateret mere end en dag før det poststemples, er det datoen for brevets poststempel, som er afgørende. Hertil skal det tilføjes, at det ikke er fornødent at faxe ansøgningen. Såfremt Domstolen ikke efter modtagelsen af en ansøgning sendt pr. fax tillige modtager ansøgningen pr. brev, fastsætter Domstolen en tidsfrist for modtagelsen af brevet.
LITTERATUR:
Udfærdiget af Tobias Jensen