Artikel 2

Ret til livet
1. Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet, undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.
2. Berøvelse af livet betragtes ikke som foregået i modstrid med denne Artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige:

  • a) for at forsvare nogen mod retsstridig overlast;
  • b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig forvaring;
  • c) i retsmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer eller opstand.

1. Indledning

Artikel 2 må uden tvivl siges at være en af kernerettighederne i Konventionen.

Som de øvrige rettigheder i Konventionen, medfører artikel 2 positive og negative forpligtelser for medlemsstaterne. I denne fremstilling vil staternes forpligtelser blive inddelt i en materiel del og en processuel del – begge disse indeholder henholdsvis negative og positive forpligtelser for staterne.

Det er her vigtigt at slå fast, at artikel 2 ikke ubetinget garanterer livet i sig selv. Således opstiller artikel 2, stk. 2, undtagelser til hovedreglen om, at ingen forsætlig må berøves livet. Bestemmelsen garanterer i øvrigt ikke et minimum af livskvalitet.

2. Den materielle del

Artikel 2, stk. 1, 1. pkt, kan siges at være ufravigelig i den forstand, at ethvert menneskes ret til liv skal være beskyttet ved lov. Praktisk set betyder denne del af bestemmelsen, at medlemsstaten ved lov skal kriminalisere forsætlige drab. Dette betyder endvidere, at der skal være etableret et juridisk system, der kan reagere med sanktion ved ulovlige drab. På denne måde skal medlemsstaten både afskrække potentielle lovovertrædere i at begå drab, men også effektivt retsforfølge og straffe lovovertrædere. Denne forpligtelse betegnes også som en positiv forpligtelse for medlemsstaterne.

Medlemsstaten kan tillige være forpligtet til at beskytte personer, der trues med vold. I sagen Osman mod Storbritannien, hvor en stalker endte med at dræbe en familiefar, udtalte Domstolen, at medlemsstaten i visse tilfælde har en positiv forpligtelse til at tage skridt til at beskytte en persons liv, såfremt vedkommende risikerer at blive offer for en forbrydelse. Domstolen understregede dog, at denne positive forpligtelse ikke må fortolkes på en måde, som påfører medlemsstaten en umulig eller uproportional stor byrde.

Artikel 2, stk. 1, 2. pkt, opstiller hovedreglen om, og at ingen forsætlig må berøves livet. I medfør af denne del af bestemmelsen har staten en pligt til ikke forsætligt at berøve liv, undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse. Denne mulighed for medlemsstaterne til fuldbyrde dødsstraf er dog blevet modificeret af senere tillægsprotokoller 6 og 13, som henholdsvis forbyder dødsstraf i fredstid og forbyder dødsstraf i alle tilfælde. I skrivende stund mangler alene Rusland at ratificere tillægsprotokol 6, mens både Armenien, Aserbajdsjan, Polen og Rusland mangler at ratificere tillægsprotokol 13.

Artikel 2, stk. 2, opregner udtømmende undtagelserne til udgangspunktet i stk. 1. Af stk 2 fremgår det således, at en berøvelse af livet ikke er i strid med artikel 2, såfremt den det sker som følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige. Formuleringen “absolut nødvendige” (“absolutely necessary”) indeholder en streng proportionalitetsafvejning. Således må indgrebet for at være lovligt være proportionalt og tillige være omfattet af en af de legitime formål udtømmende opregnet i stk. 2, litra a-c. Disse legitime formål omfatter ikke kun tilfælde, hvor liv forsætligt berøves, men tillige lovlig magtanvendelse, der uforsætlig fører til, at en person afgår ved døden. Om en given form for magtanvendelse i situationen kan opfattes som “absolut nødvendig” er ofte en meget subjektiv vurdering. Selv hvor myndighedspersonen berettiget har troet, at dødbringende magtanvendelse har været absolut nødvendig, har Domstolen fundet en krænkelse af artikel 2. Således fandt Domstolen i sagen McCann mod Storbritannien1, som omhandlede likvideringen af 3 IRA-medlemmer i Gibraltar, en krænkelse af artikel 2. De britiske sikkerhedsstyrker var forinden likvideringen blevet informeret om, at IRA-medlemmerne havde anbragt en bil-bombe i et menneskefyldt område, og at bomben kunne detoneres vha. en trådløs detonator. Domstolen udtalte, at den strenge proportionalitetsafvejning i artikel 2 indebærer, at det ikke er tilstrækkeligt, at myndighedspersonen, som udøver indgrebet, berettiget mener, at dennes handling var lovlig. Ifølge Domstolen skal myndighedspersonens opfattelse af situationen baseres på en rimelig antagelse set i lyset af de tilgængelige oplysninger på det givne tidspunkt. I McCann-sagen så Domstolen på hele operationen, herunder forløbet op til likvideringen, hvorefter Domstolen fandt, at der var sket en krænkelse af artikel 2.

Et nyere eksempel på, hvad Domstolen har tilladt som ‘absolut nødvendigt’, er sagen Finogenov m.fl. mod Rusland, der omhandlede tjetjenske terrorister, som holdt ca. 900 mennesker indespærret i et teater i Moskva. 125 personer omkom som følge af den nervegas, de russiske myndigheder havde benyttet til at eliminere terroristerne. Henset til situationens størrelsesorden og kompleksitet var Domstolen dog villig til at indrømme myndighederne en bred skønsmargin i den konkrete vurdering af, hvorvidt indgrebet var “absolut nødvendigt” (pr. 213).

I tilfælde hvor der ikke er nogen, der rent faktisk mister livet, kan artikel 2 også finde anvendelse. Domstolen fandt i sagen Makaratzis mod Grækenland, at artikel 2 fandt anvendelse, selvom klageren rent faktisk ikke omkom. Klager blev blev eftersat af politiet, idet klager havde kørt over for rødt. Klager nægtede at standse bilen, og politiet valgte at affyre flere skud mod klagerens bil, hvorved klager blev ramt flere steder på kroppen. Domstolen udtalte, at det var rent held (“sheer good luck”), at klager ikke var blevet dræbt, hvorfor artikel 2 fandt anvendelse i sagen.

Personer i myndighedernes varetægt nyder en særlig beskyttelse. Således er det myndighedernes ansvar, at personer i deres varetægt ikke lider skade, idet disse personer befinder sig i en særlig sårbar situation. Hvor en person er ved godt helbred, da han tages i myndighedernes varetægt, og hvor personen efterfølgende konstateres død, påhviler det medlemsstaten at fremkomme med en plausibel forklaring på, hvorledes og under hvilke omstændigheder vedkommende døde. Såfremt en person pådrager sig skade eller mister livet i myndighedernes varetægt, og myndighederne i det hele eller hovedsageligt  ligger inde med oplysningerne om sagen, vil der være en stærk formodning for, at evt. skader eller dødsfald fandt sted, mens personen var i myndighedernes varetægt. Bevisbyrden vendes således om, idet myndighederne  forventes at fremkomme med en overbevisende forklaring om det passerede.2

Medlemsstatens ansvar spænder fra pligten til ikke at fratage liv til det helt overordnede ansvar for at minimere risikoen for, at personer mister livet, eksempelvis under større politiaktioner. Det er ikke alene de direkte involverede parter i en aktion, som staten kan siges at have ansvaret for, men også evt. tilskuere eller forbipasserende. Det blev gjort klart i sagen Ergi mod Tyrkiet, hvor en planlagt aktion mod PKK-medlemmer i en landsby resulterede i, at klagers søster mistede livet. Domstolen fandt en krænkelse af artikel 2 og udtalte bl.a. at staten ikke havde foretaget de fornødne foranstaltninger i forbindelse med den planlagte politiaktion. I sagen Finogenov m.fl. mod Rusland  vedr. et gidseldrama i Moskva (omtalt ovenfor) var Domstolen forundret over den manglende planlægning og koordination af redningsaktionen. Redningsaktion var ikke opstået spontant, men kunne derimod være planlagt flere dage forinden, myndighederne benyttede sig af den omstridte nervegas.

3. Den processuelle del

For at rettighederne i medfør af artikel 2 ikke henstår som illusoriske, har Domstolen indfortolket en processuel del i artikel 2. Som ordet indikerer, vedrører denne del de processuelle skridt, som myndighederne enten skal iværksætte eller stille til rådighed.

3.1 Effektiv efterforskning

Det overordnede formål er at sikre en effektiv implementering af national lovgivning, som beskytter retten til liv og sikrer, at skyldige personer idømmes straf. I sagen Yasa mod Tyrkiet udtalte Domstolen (pr. 107), at forpligtelsen ikke kan afgrænses alene til at omfatte dødsfald forårsaget af myndighederne. Denne forpligtelse opstår i samme øjeblik, myndighederne får kendskab til et mistænkeligt dødsfald. Således kan de pårørende ikke pålægges at foretage egne skridt, idet myndighederne bærer det fulde ansvar for, at et mistænkeligt dødsfald efterforskes effektivt.

Domstolen har opstillet fire overordnede krav til en effektiv efterforskning (Kelly m.fl. mod Storbritannien, pr. 95-98):

  1. Efterforskningen skal være uafhængig fra de implicerede personer (afsnit 3.1.1);
  2. Efterforskningen skal være effektiv i den forstand, at den skal være i stand til at afgøre, hvorvidt magtanvendelsen under de givne omstændigheder var berettiget og til identifikation og straf af de ansvarlige (afsnit 3.1.2);
  3. Efterforskningen skal iværksættes straks (afsnit 3.1.3);
  4. Efterforskningen skal til en vis grad kunne granskes af offentligheden (afsnit 3.1.4).

3.1.1. Uafhængighed i efterforskningen

I Gülec mod Tyrkiet (1998), udtalte EMD, præmis 78: ”…actions must be subjected to some form of independent and public scrutiny…”. Med denne udtalelse om “uafhængig og offentlig kontrol” kan EMD siges at bygge videre på sin argumentation i McCann, gengivet ovenfor, hvor EMD alene fastslog, at der skal iværksættes en form for efterforskning. Der har efterfølgende været forskellige formuleringer af uafhængighedsbegrebet og hvad dette indebærer. Seneste storkammerafgørelse, der opsummerer uafhængighedskravet i ”General principles”, ses at være Al-Skeini, hvor EMD i præmis 167 udtaler:

For an investigation into alleged unlawful killing by State agents to be effective, it is necessary for the persons responsible for and carrying out the investigation to be independent from those implicated in the events. This means not only a lack of hierarchical or institutional connection but also a practical independence.

EMD kan derved som udgangspunkt siges at stille det krav, at efterforskningen skal være uafhængig de personer, der er genstand for efterforskningen, hvilket betyder, at de efterforskende personer skal kunne siges at være hierarkisk, strukturelt, institutionelt og praktisk uafhængige fra de implicerede personer[1]. Dette medfører uafhængighed i hele undersøgelsesprocessen og således som udgangspunkt også i den myndighed, som har kompetencen til at afgøre tiltalespørgsmålet.

I sagen Paul og Audrey Edwards mod Storbritannien (2002), som vedrørte drabet på en indsat begået af en anden indsat, der ved en efterfølgende tilståelsessag blev idømt en behandlingsdom, iværksattes en efterforskning af de to indsattes forhold under afsoning. Efterforskningen kunne siges at være iværksat af de ansvarshavende myndigheder, men bestod alene i nedsættelsen af et panel – en såkaldt inquest[2] – som skulle vurdere og indhente beviser samt afhøre vidner. Klagerne mente ikke, at panelet var uafhængigt, idet de ansvarshavende myndigheder havde udpeget panelets medlemmer og udformet panelets kommissorium, hvilket var at fastlægge, hvorvidt staten ved handlinger eller undladelser var ansvarlig for dødsfaldet. EMD fandt ikke, at panelet, som bestod af forskellige eksperter, kunne siges at være partisk, alene fordi medlemmerne var udpeget af de ansvarshavende myndigheder, som det blev påstået af klager (præmis 80-81). At myndighederne udpeger eller har ansvaret for ansættelsen af efterforskningspersonalet må som udgangspunkt være i overensstemmelse med artikel 2, såfremt personerne i øvrigt praktisk, strukturelt, institutionelt og hierarkisk er uafhængig fra de implicerede.

En hierarkisk forbindelse mellem de involverede og de efterforskende blev konstateret i sagen Hugh Jordan, som omhandlede dødbringende skud afgivet af en polititjenestemand. De efterforskende personer havde hierarkisk forbindelse til den involverede, idet de alle opererede under samme overordnede politichefs ansvar. At efterforskningen blev superviseret af en uafhængig myndighed, kunne ifølge EMD ikke føre til andet resultat (præmis 120).

Det synes indlysende, at personer, der direkte har været involveret i en episode under efterforskning, ikke må gennemføre efterforskningsskridt, men kravet medfører også, at personer, der indirekte har forbindelse til episoden under efterforskning, ej heller må deltage i efterforskningen. I sagen McShane mod Storbritannien (2002) omkom en mand efter at være blevet kørt over af en pansret mandskabsvogn i forbindelse med en voldelig march i Nordirland. Ordren til mandskabsvognen, som blev ført af militærpersonale, om køre frem mod en demonstrant, der var udstyret med et stort reklameskilt til afværgelse af de af sikkerhedsstyrkerne affyrede plastikkugler, var afgivet af en overordnet fra den nordirske politistyrke. Det var selvsamme politistyrke, som efterfølgende havde gennemført efterforskningen af dødsfaldet, hvilket EMD kritiserede. EMD udtalte (præmis 111-112), at efterforskningen var udført af personer, der indirekte havde forbindelse til situationen, hvilket såede berettiget tvivl om undersøgelsens uafhængighed.

Det gør sig dog ofte i sager vedr. myndighedsindgreb gældende, at de involverede myndigheder (i første omgang) også er de eneste til stede på gerningsstedet. I sagen Ramsahai m.fl. mod Nederlandene (2007) tog EMD’s storkammer mere principielt stilling til, om involverede myndigheder kan siges at have et efterforskningsmæssigt råderum. I denne sag, der omhandlede et dødsfald som følge af politiets skudafgivelse, tog det en uafhængig efterforskningsmyndighed mere end 15 timer om at nå frem til gerningsstedet, uagtet at myndigheden ifølge det hollandske justitsministerium havde en reaktionstid på maksimalt halvanden time. Det var ikke oplyst, hvorfor det havde taget myndigheden så lang tid at komme frem til gerningsstedet. I dette indledende tidsrum og tillige efter den uafhængige efterforskningsmyndighed var kommet frem til gerningsstedet, havde den lokale politimyndighed, som de implicerede polititjenestemænd gjorde tjeneste ved, foretaget efterforskningsskridt i form af gerningsstedsundersøgelse og vidneafhøringer. EMD fandt, at politiets indledende og efterfølgende involvering i efterforskningen udgjorde en krænkelse af den processuelle del af artikel 2 (præmis 333-339). Den omstædighed, at enkelte af den lokale politimyndigheds efterforskningsskridt blev foretaget efter den uafhængige myndigheds ankomst og derved på dette tidspunkt under den uafhængige myndigheds tilsyn og ansvar, kunne ikke reparere på forholdet (præmis 340). EMD tog i samme sag også stilling til, hvorvidt den regionale hollandske anklagemyndighed, som valgte ikke at tiltale de involverede polititjenestemænd, var tilstrækkelig uafhængig. Det fremgik af sagen, at den hollandske anklagemyndighed havde sit eget hierarki, som var separat fra politiet, og alene havde ansvaret mht. strafferet og retspleje (præmis 343). I den konkrete sag var den offentlige anklager, som afgjorde tiltalespørgsmålet, formelt set ansvarlig for efterforskningen foretaget af den lokale politimyndighed, hvilket EMD kritiserede, idet afgørelsen ifølge EMD burde være henlagt til en anden anklager. EMD fandt det dog afgørende, at den hollandske anklagemyndighed som helhed måtte siges at være tilstrækkelig uafhængig, idet det overordnede ansvar for efterforskningen henlå hos den hollandske chefanklager (”Chief Public Prosecutor”), som havde uddelegeret kompetencen til den lavere anklager og hvortil der var rekurs (præmis 345-346). Der forelå derfor ikke en krænkelse mht. anklagemyndighedens rolle i sagen. Fire dissentierende dommere fandt, at anklagemyndighedens rolle udgjorde en krænkelse, allerede fordi anklageren havde haft ansvaret for efterforskningen, som ikke havde været tilstrækkelig uafhængig fra de implicerede polititjenestemænd.

Vedel Kessing anfører om Ramsahai[3], at EMD fandt det kritisabelt, at en myndighed, hvor de implicerede polititjenestemænd gjorde tjeneste, kortvarigt efter dødsfaldet foretog efterforskningsskridt. Kjølbro synes overordnet at være enig heri, men formulerer sig en smule mere tilbageholdende, når han under henvisning til Ramsahai anfører[4], at det ”kan udgøre et problem”, hvis personer fra samme myndighed som de implicerede udfører efterforskningen, selv om dette sker under en overordnet, uafhængig myndigheds ansvar. Vedel Kessing synes mere klart at kunne afvise, at en uafhængig myndighed kan have nogen ”helbredende” effekt, når han heroverfor under henvisning til Hugh Jordan, præmis 120, anfører, at supervision af en overordnet, uafhængig myndighed ikke er tilstrækkeligt til at sikre undersøgelsens uafhængighed. Christoffersen synes at fortolke Ramsahai således[5], at den uafhængige efterforskningsmyndigheds ubegrundede forsinkelse i særdeleshed var graverende, hvorefter han anfører, at dommen ikke udelukker, at visse kortvarige og mindre væsentlige efterforskningsskridt kan foretages af politi, der ikke er uafhængigt fra de implicerede personer, uden at Christoffersen dog nærmere præciserer dette.

Kjølbros tilbageholdenhed mht. effekten af en uafhængig myndigheds supervision synes at kunne afvises af tidligere domme på området, jf. Vedel Kessings kommentar og Ramsahai, præmis 340, hvor EMD udtaler, at supervision af en uafhængig myndighed ikke kan reparere på allerede gennemførte efterforskningsskridt. Christoffersen og til dels Kjølbro mener, at dommen efterlader rum for, at indledende efterforskningsskridt kan foretages af den involverede politimyndighed. Litteraturen synes derfor ikke at kunne fastlægge den præcise grænse for, hvornår indledende efterforskningsskridt foretaget af politiet kan siges at være tilladt. I Ramsahai præmis 338 udtaler EMD, at politiet ikke i alle tilfælde kan forpligtes til at forholde sig passive, hvilket må antages at være årsag til den forsigtige fortolkning i den danske litteratur. I en efterfølgende dom i sagen Mizigarova mod Slovakiet (2010), præmis 99, udtaler et kammer ved EMD sig dog om den nærmere fortolkning af Ramsahai. Ifølge kammeret må politiet som udgangspunkt alene sikre gerningsområdet, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende:

“…Whilst the Court acknowledges that the local police cannot remain passive until independent investigators arrive, in Ramsahai v the Netherlands the Grand Chamber indicated that in the absence of any special circumstances, immediate action by local police should not go beyond securing the area in question…”

Efter Ramsahai må det derfor stå klart, at en uafhængig myndighed ikke kan reparere allerede foretagne efterforskningsskridt, og at en uafhængig myndigheds efterfølgende kontrol og ansvar ej heller kan ændre på, hvorvidt de involverede myndigheder kan foretage efterforskningsskridt. De involverede myndigheder må endvidere siges i meget ringe grad at have mulighed for at foretage det, som Christoffersen beskriver som mindre og objektivt set uvæsentlige efterforskningsskridt. Såfremt de involverede myndigheder foretager efterforskningsskridt, skal der foreligge særlige omstændigheder, der konkret skal kunne begrundes.

I den efterfølgende storkammersag Guiliani og Gaggio mod Italien (2011) synes EMD at modificere uafhængighedskravet, når det kommer til større politiaktioner. Sagen omhandlede italienske sikkerhedsstyrkers fatale skudafgivelse fra en jeep under et G8 topmøde i Genoa, hvor en demonstrant omkom. Enheden, hvor de implicerede betjente fra sikkerhedsstyrkerne tjente, havde udført adskillige efterforskningsskridt, bl.a. sikring af de involverede betjentes tjenestevåben, foretage indledende inspektion af jeepen og sikre patronhylstre samt sikre og analysere lydmaterialet fra den omhandlede dag (præmis 290). EMD (10 mod 7) fandt, at disse efterforskningsskridt var af en sådan teknisk og objektiv natur, at de ikke havde en negativ effekt på efterforskningens uafhængighed (præmis 322).

Lektor Stephen Skinner anfører, at EMD i deres meget kortfattede begrundelse umiddelbart har fundet, at ”tekniske” og ”objektive” undersøgelser kan foretages af involverede myndighedspersoner, men at en sådan konklusion ikke uden videre kan drages. EMD fokuserede ifølge Skinner tilsyneladende på, hvorvidt manglende uafhængighed i praksis havde påvirket efterforskningen negativt. Skinner konkluderer, at selv om der bør indrømmes myndighederne en vis pragmatisk fleksibilitet, så mangler forskellen på ”tekniske” og ”objektive” efterforskningsskridt og andre undersøgelser at blive belyst, for at afgøre hvor snittet lægges[6].

Udgangspunktet må således være, at de involverede myndigheder alene må sikre gerningsstedet og overlade al efterforskning til uafhængige myndigheder (Ramsahai). Dette udgangspunkt modificeres af, at myndighederne samtidig indrømmes en vis praktisk skønsmargin i større og mere kaotiske situationer for mere ”objektive” eller ”tekniske” undersøgelser, uden det præcis kan klarlægges, hvor denne grænse går, jf. Skinners kommentar (Guiliani og Gaggio).

EMD kritiserede i Ramsahai-sagen som nævnt yderligere, at afgørelsen af tiltalespørgsmålet hvilede hos den offentlige anklager, der havde ansvaret for den lokale politimyndigheds efterforskning. EMD udtalte, at afgørelsen burde være henlagt til en anklager, der ikke var ansvarlig for efterforskningen. EMD lagde dog afgørende vægt på anklagemyndighedens strukturelle uafhængighed fra politiet og fandt derfor ikke, at der efter en samlet vurdering på dette punkt forelå en krænkelse af artikel 2. Dommen kan tages indtægt for, at uafhængighedskravet ikke nødvendigvis er til hinder for, at en offentlig anklager, der er ansvarlig for politiet, træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet inden for politiet. Dette stiller dog krav om, at anklageren blot er tilstrækkeligt uafhængig i forhold til politiet[7].

EMD sætter med Ramsahai utvivlsomt en høj standard for efterforskningsindsatsen, og ifølge Clare Ovey og Robin White kan den fordrede detaljegrad i efterforskningsprocessen vise sig at være upraktisk eller uforholdsmæssig dyr at efterleve, specielt i mere afsidesliggende områder[8].

Uafhængighedskravet kan også indebære et krav om begrundelse for ikke at rejse tiltale eller for beslutning om indhentelse af sagkyndige erklæringer under efterforskningen[9]. Vedr. sagkyndige erklæringer gælder der også et krav om uafhængighed, idet personer, der på baggrund af deres særlige ekspertise udtaler sig i en sag eller på anden måde bidrager til sagens oplysning ej heller hierarkisk, strukturelt eller praktisk må have forbindelse til de personer, som er baggrund for efterforskningen, jf. f.eks. Bajic mod Kroatien (2012), præmis 102.

3.1.2 Efterforskningen skal være egnet og tilstrækkelig og skal kunne føre til retsforfølgelse af gerningsmænd

Kravet om egnethed eller tilstrækkelig effektivitet i efterforskningen medfører strenge krav til de nationale myndigheder, herunder politi og domstole, om der er gennemført en tilfredsstillende efterforskning[10]. Myndighederne skal have taget rimelige skridt med henblik på at sikre beviser i sagen[11]. EMD formulerede det således i Paul og Audrey Edwards, præmis 71:

“The investigation must … be effective in the sense that it is capable of leading to a determination of whether the force used was or was not justified in the circumstances … and to the identification and punishment of those responsible … This is not an obligation of result, but of means. The authorities must have taken the reasonable steps available to them to secure the evidence concerning the incident, including, inter alia, eyewitness testimony, forensic evidence and, where appropriate, an autopsy providing a complete and accurate record of injury and an objective analysis of clinical findings, including the cause of death… Any deficiency in the investigation which undermines its ability to establish the cause of death or the person or persons responsible will risk falling foul of this standard…”

I Giuliani og Gaggio udbyggede EMD dette med følgende (præmis 302):

“In particular, the investigation’s conclusions must be based on thorough, objective and impartial analysis of all relevant elements. Failing to follow an obvious line of inquiry undermines to a decisive extent the investigation’s ability to establish the circumstances of the case and the identity of those responsible … Nevertheless, the nature and degree of scrutiny which satisfy the minimum threshold of the investigation’s effectiveness depend on the circumstances of the particular case. They must be assessed on the basis of all relevant facts and with regard to the practical realities of investigation work…”

Kravet om en egnet efterforskning indeholder en række krav til de efterforskende myndigheder, f.eks. at ansvarlige gerningsmænd skal straffes. Dette betyder selvsagt ikke, at enhver efterforskning skal ende med en domfældelse, førend efterforskningen kan anses for at være ”egnet”. Det overordnede krav er således ikke betinget af resultatet, men af iværksættelsen af tilstrækkelige og relevante efterforskningsskridt, jf.”not an obligation of result, but of means”. Efterforskningens konklusioner skal vurderes i overensstemmelse med artikel 2-standarden ”no more than absolutely necessary”, jf. Nachova m.fl., præmis 113. Grundlaget for myndighedernes undersøgelse skal således være konventionens standard for, hvornår magtanvendelse, der resulterer i dødsfald, kan anses for at være absolut nødvendigt[12]. Det er ikke tilstrækkeligt, at politiet gennemfører en undersøgelse på baggrund af en række antagelser, hvis validitet ikke er efterprøvet[13]. Antallet og omfanget af efterforskningsskridt foretaget af myndighederne er ikke i sig selv en målestok for efterforskningens egnethed, jf. Anguelova, præmis 144. Efterforskningsindsatsen skal bestå i en grundig og objektiv analyse, hvor det forventes, at myndighederne foretager en kritisk bedømmelse af sagens beviser[14].

EMD’s praksis er som nævnt i overensstemmelse med FN-principperne, som i punkt 9 angiver, at efterforskningen skal bestå i ”adequate autopsy, collection and analysis of all physical and documentary evidence and statements from witnesses. The investigation shall distinguish between natural death, accidental death, suicide and homicide.” De midler (”means”), som EMD har fastslået, at efterforskningen skal bestå i, er på linje med FN-principperne. Formålet med en ”adequate” obduktion er navnlig at belyse omstændighederne omkring dødsfaldet[15]. I storkammerafgørelsen i sagen Salman mod Tyrkiet (2000), hvor en person afgik ved døden i politiets varetægt, udtalte EMD, at en effektiv efterforskning skal inkludere en obduktion, der indeholder en fuldstændig optegnelse over mulige tegn på mishandling og skade samt en objektiv analyse af kliniske fund, herunder dødsårsagen (præmis 105). I den konkrete sag var der foretaget en obduktion, men EMD vurderede obduktionsstandarden, hvor manglende fotooptagelse og datering af konstaterede skader bl.a. blev fremhævet, som kritisabelt (præmis 106). I Ramsahai kritiserede EMD, at obduktionsrapport ikke indeholdt en påtegnelse af indskuds- og udskudshul. EMD kritiserede i Kaya-sagen, at det i obduktionsrapporten ikke var opgjort, hvor mange projektiler, som havde ramt den afdøde, og at det heri ej heller var blevet estimeret fra hvilken afstand, skuddene var blevet affyret (præmis 89). I storkammerafgørelsen i sagen Tanrikulu mod Tyrkiet (1999), kritiserede EMD, at to praktiserende læger og ikke en specialist foretog ligsyn i sagen, og i Demiray mod Tyrkiet (2000) fastslog EMD, at det ikke er tilstrækkeligt, at lade en praktiserende læge udføre selve obduktionen[16].

Foruden iværksættelse af fornødne retsmedicinske efterforskningsskridt skal der også ske identificering og afhøring af eventuelle udenforstående vidner. Myndighedspersoners forklaringer bør ikke uden videre lægges til grund[17]. EMD stiller også en række krav af kriminalteknisk karakter. EMD foretager en konkret vurdering af, hvorvidt myndighederne burde have foretaget yderligere eller grundigere efterforskningsskridt[18]. I Ramsahai-sagen, fandt EMD, at en række bydende efterforskningsskridt ikke var blevet gennemført, bl.a. rekonstruktion, undersøgelse af tjenestevåben, test for krudtslam på de involverede betjentes hænder (præmis 326-332). Endvidere fandt EMD det specielt graverende, at de involverede polititjenestemænd ikke var holdt adskilt efter skudepisoden. Polititjenestemændene havde derved haft mulighed for at samstemme deres forklaringer. Der forelå ikke oplysninger eller beviser herfor, men den blotte mulighed for at samstemme forklaringer blev af EMD karakteriseret som en ”significant shortcoming in the adequacy of the investigation” (præmis 330).

I en række sager har EMD tillige fremhævet behovet for en rekonstruktion, gerningsstedsoptegninger og retsmedicinske undersøgelser. Samlet må sådanne helt basale krav siges at udgøre en minimumsstandard for efterforskningsindsatsen i sager, hvor myndighedspersoner har anvendt dødelig magt. Manglende efterforskningsskridt, der underminerer muligheden for at fastslå dødsårsag eller udfinde de ansvarlige, påhviler myndighederne[19].

Som nævnt stiller artikel 2 ikke krav til efterforskningens format, men EMD prøver, om det valgte format og proces sikrer en effektiv efterforskning. I flere sager mod Storbritannien, specifikt vedr. Nordirland, har EMD fundet den etablerede undersøgelsesprocedure for at være utilstrækkelig – de såkaldte ”inquests”. ”Inquests” er i Storbritannien offentlige høringer ledet af et panel af uafhængige juridisk sagkyndige (”coroners”) evt. assisteret af en jury, som i fællesskab skal klarlægge omstændighederne ved mistænkelige dødsfald. Proceduren har til formål at fastslå den afdødes identitet og skal klarlægge hvor, hvornår og hvordan døden er indtruffet. Såfremt der rejses tiltale mod [20]. Den britiske inquest-proces varierer, alt efter om den føres i Nordirland, Skotland, England eller Wales. Procesformen har alene til formål at fastlægge sagens faktiske omstændigheder (”fact-finding”), hvilket inkluderer en obduktion, vidneforklaring mv., og processen kan ikke afgøre spørgsmål om straf. Såfremt der rejses tiltale, vil en inquest afvente udfaldet af straffesagen[21]. Sagerne McKerr, Kelly m.fl., Shanaghan, og Hugh Jordan blev afsagt samtidig og vedrører alle inquest-proceduren i Nordirland, og kritikpunkterne vedr. processen er enslydende. I Hugh Jordan, som kort er omtalt ovenfor, kritiserede EMD, at de mistænkte ikke var forpligtet til at give møde og afgive forklaring for panelet. Såfremt en mistænkt afviste at afgive forklaring, indgik en udtalelse eller interview fra den mistænkte som forklaring i panelets undersøgelse af dødsfaldet. I den konkrete sag afviste en mistænkt at give møde for panelet, om hvilket EMD udtalte (præmis 127): “…This does not enable any satisfactory assessment to be made of either his reliability or credibility on crucial factual issues…”. EMD sammenholdte herefter Hugh Jordan med McCann-sagen. Sidstnævnte undergik en efter EMD’s opfattelse acceptabel inquest-procedure, fordi de mistænkte for det første var forpligtet til at give møde og for det andet afgav forklaring under en kontradiktorisk proces, hvor de pårørende havde mulighed for at krydsforhøre de mistænkte (præmis 125)[22].

Selve processen i inquest-proceduren, hvis formål alene var at klarlægge sagens faktiske omstændigheder (”fact-finding”), forhindrede panelet i at udtale sig om det straffe- eller civilretlige ansvar ved et dødsfald[23]. EMD bemærkede i Hugh Jordan, at inquest-procedurens strafferetlige aspekt alene bestod i at oversende en rapport til anklagemyndigheden, såfremt formanden for inquest-panelet (”the coroner”) fandt, at der kunne blive tale om strafferetligt ansvar. Kompetencen og initiativet overgik herefter til anklagemyndigheden (præmis 129). EMD mente, at proceduren derfor ikke effektivt sikrede, at skyldige myndighedspersoner blev retsforfulgt (præmis 142). EMD’s kritik af den nordirske inquest-procedure centrerer sig i mindre grad om resultatet af ”inquesten” og i højere grad om inquest-proceduren som del af den samlede efterforskningsindsats[24].

De processuelle mangler (”shortcomings”), som EMD har identificeret ved dele af den britiske inquest-procedure kan ikke uden videre overføres til en politimæssig efterforskning. Dele af de processuelle forpligtelser i artikel 2 er inspireret af eller svarer i vist omfang til retspraksis under EMRK artikel 6[25]. Det britiske inquest-format kendetegnes her ved under sagens behandling at have flere ligheder med en traditionel domstolsbehandling gennem offentlige høringer med de pårørende og staten som sagens parter. Garantierne i artikel 6 synes derfor i højere grad at skulle inddrages, henset til det af Storbritannien valgte format. Yderligere skelner EMD i prøvelsen mellem ”the inquest” og den politimæssige efterforskning, jf. Hugh Jordan, præmis 118-121 sammenholdt med præmis 125-140.

3.1.3 Efterforskningen skal iværksættes straks

Efterforskningens tidsmæssige perspektiv ses at have to led. Det er anført, at kriterierne for efterforskningens samlede hurtighed indeholder en vurdering af myndighedernes reaktionstid (”promptness”), samt en vurdering af den samlede efterforskningstid (”reasonable time”), hvilket i vidt omfang svarer til kriterierne, EMD har udviklet under artikel 6 (”inden for rimelig tid”)[26]. Såkaldte ”døde perioder” i sagsbehandlingen, hvorved forstås længerevarende ubegrundede ophold i sagsgangen, anses for specielt graverende.

I McShane, hvor en demonstrant blev påkørt af britiske sikkerhedsstyrker (nærmere omtalt ovenfor), varede efterforskningen 19 ½ måned, førend sagen blev overdraget til anklagemyndigheden. EMD accepterede, at det tog tid at indsamle diverse rapporter, men en længere periode af inaktivitet i efterforskningen, sammenholdt med at det tog 5 ½ måned at afhøre føreren af motorkøretøjet, der påkørte demonstranten, udgjorde ifølge EMD en krænkelse af artikel 2 (”reasonable time”) (præmis 113). Som nævnt svarer dette krav i høj grad til artikel 6, hvor blandt andet ”døde perioder” i sagsbehandlingen ikke tolereres.

Myndighederne skal foruden at fremme efterforskningen med fornøden hurtighed endvidere reagere straks (”prompt”), når de bliver vidende om et mistænkeligt dødsfald, idet dødsfald fordrer hurtig reaktion fra myndighedernes side. I Avsar mod Tyrkiet (2001), hvor adskillige efterforskningsskridt ikke blev gennemført med den fornødne hurtighed, understregede EMD således vigtigheden af myndighedernes hurtige reaktion i sager vedr. dødsfald (præmis 395):

“…a prompt response by the authorities in investigating a use of lethal force may generally be regarded as essential in maintaining public confidence in their maintenance of the rule of law and in preventing any appearance of collusion in or tolerance of unlawful acts.”

Det afgørende hensyn er således ifølge EMD opretholdelsen af offentlighedens tillid til myndighedernes efterlevelse af nationale regler. I sager om drab og mistænkelige dødsfald er det derfor essentielt, at en efterforskning iværksættes straks. Dette synes ikke blot at vedrøre efterforskningens formelle iværksættelse, men også at enkelte efterforskningsskridt ikke går tabt.

I Er m.fl. mod Tyrkiet, hvor en person forsvandt i myndighedernes varetægt, kritiserede EMD bl.a., at myndighederne først reagerede 2 dage efter en skriftlig henvendelse fra de pårørende (præmis 84). I sagen Mikayil Mammadov mod Aserbajdsjan (2009) satte en kvinde ild til sig selv i forbindelse med en af myndighederne iværksat ”udsættelsesforretning”, idet kvinden og dennes familie havde besat en ældre militærbygning. EMD kritiserede, at myndighederne ikke straks havde forsøgt at afhøre kvinden på hospitalet, inden hun døde af sine forbrændinger, hvilket fulgte af kravet om efterforskningens ”promptness” (præmis 131).

I sagen Juozaitiene mod Litaun (2008) havde to polititjenestemænd afgivet skud mod en bil med tre passagerer, der blandt andet havde forsøgt at påkøre betjentene. To af passagererne omkom efterfølgende som følge af betjentenes skudafgivelse. Myndighedernes efterforskning havde efterfølgende centreret sig om straffesagen vedr. den tredje passager og ikke politiets skudafgivelse. Først 10 måneder efter episoden havde myndighederne iværksat en efterforskning vedr. lovligheden af politiets skudafgivelse, hvilket allerede af denne grund ifølge EMD førte til en selvstændig krænkelse af artikel 2 (præmis 93).

I Ramsahai ses klagerne ikke at have gjort gældende, at efterforskningen ikke blev iværksat med den fordrede hurtighed. EMD bemærker dog, at det tog en uafhængig efterforskningsmyndighed mere end 15 timer at nå frem til gerningsstedet, selv om myndigheden ifølge det hollandske justitsministerium havde en reaktionstid på maksimalt halvanden time. Det var ikke oplyst, hvorfor det havde taget så lang tid at komme frem til gerningsstedet. Det skal understreges, at EMD ikke tog stilling til, hvorvidt denne forsinkelse var uforenelig med kravet om efterforskningens hurtige iværksættelse, idet efterforskningen formelt set blev iværksat, men af ikke-uafhængige personer.

Myndighederne synes således at have et meget lille spillerum for, hvor hurtigt en undersøgelse iværksættes, idet en uforklaring forsinkelse på ganske kort tid (målt i få timer) må kunne udgøre en krænkelse af artikel 2. Vurderingen af hurtigheden i foretagelsen af enkelte efterforskningsskridt må dog vurderes konkret. Den samlede efterforskning må under alle omstændigheder skulle foretages indenfor en rimelig tidsramme (maksimalt målt i år), hvor ”døde perioder” ikke accepteres.

3.1.4 Offentlighed i efterforskningen

EMD har generelt udtalt, at efterforskningen skal indeholde et element af offentlighed, jf. Anguelova, præmis 140. Formålet hermed er at opretholde tilliden til, at myndighederne agerer i overensstemmelse med retsstatsprincippet og ikke tolererer ulovlige handlinger, hvorfor både offentligheden og de pårørende bør have indsigt i efterforskningen. Offentlighedens indsigt vil variere fra sag til sag og fastlægges konkret under hensyn til, hvor stor offentlig interesse sagen har[27]. Se eksempelvis Paul og Audrey Edwards, præmis 83, hvor den omstændighed, at den afdøde var indsat sammenholdt med den grufulde (”horrendous”) måde, hvorpå han mistede livet, talte for mere offentlighed i efterforskningen. De pårørende skal dog altid have fornøden indsigt for at de kan varetage deres berettigede interesser under sagen[28].

Offentlighedskravet vil i det følgende alene relatere sig til omfanget af de pårørendes krav på indsigt i myndighedernes undersøgelser.

3.1.4.1 Pårørendes krav på indsigt

Det overordnede formål med de pårørendes særlige grad af indsigt er som nævnt, at de skal kunne varetage deres berettigede interesser under sagen. Dette kan f.eks. indebære krav om adgang til sagens akter, ret til at blive informeret om visse efterforskningsskridt og om udfaldet af efterforskningen[29]. Vurderingen af, hvorvidt de pårørende har kunnet varetage deres interesser, afhænger derfor af den konkrete situation, herunder den givne procesform.

I McCann-sagen bemærkede EMD ikke noget mht. offentlighedens krav på indsigt i efterforskningen, men udtalte konkret, at manglende indsigt i afhøringsrapporter inden afgivelse af vidneforklaring i en inquest-procedure[30], hvor de pårørende var repræsenteret ved en erfaren advokat, ikke influerede på procedurens effektivitet og derved ikke var i strid med artikel 2. Offentlighedskravet har dog udviklet sig i EMD’s retspraksis siden McCann-sagen. I Kaya-sagen, præmis 87, udtalte EMD, at den procesuelle del “secures the accountability of agents of the State for their use of lethal force by subjecting their actions to some form of independent and public scrutiny capable of leading to a determination of whether the force used was or was not justified in a particular set of circumstances”. Med denne udtalelse fastslog EMD eksistensen af et offentlighedskrav, men fastlagde ikke nærmere omfanget eller indholdet af “public scrutiny”. I en efterfølgende sag fra samme år, Gülec mod Tyrkiet (1998), kom første egentlige indikation på, at de pårørende var omfattet af dette offentlighedskrav. I denne sag fandt EMD den processuelle del for krænket bl.a. fordi de pårørende ikke var blevet informeret om beslutningen om ikke at straffeforfølge de mistænkte myndighedspersoner (præmis 82). EMD bemærker i den senere sag Ôgur mod Tyrkiet (1999), til støtte for processuel krænkelse bl.a., at efterforskningsmaterialet ikke var gjort tilgængeligt for de pårørende (præmis 92). I McKerr fra 2001 gjorde EMD “status” ved i præmis 147 under henvisning til Ôgur at tilkendegive, at retspraksis havde udviklet sig siden McCann-sagen:

“…since that case [McCann], the Court has laid more emphasis on the importance of involving the next-of-kin of a deceased in the procedure and providing them with information…”

Med denne udtalelse kan EMD siges med sikkerhed at fastslå, at de pårørende har krav på en særlig grad af indsigt[31].

Sagen Gray mod Tyskland (2014) vedrørte efterforskningen af et dødsfald som følge af lægefejl begået i privat sundhedsregi. Her var spørgsmålet bl.a., i hvilken grad de pårørende havde krav på underretning, da politiet indledte en strafferetlig efterforskning. EMD slog fast (præmis 87), at de pårørendes ret til indsigt i medfør af artikel 2 har til formål at varetage deres berettigede interesser i sager vedr. handlinger eller undladelser, som kunne henregnes til myndighedspersoner. EMD konstaterede herefter, at efterforskningen ikke var rettet mod en myndighedsperson, og omstændighederne ved dødsfaldet var hverken mistænkelige eller uklare. EMD tilføjede endvidere, at artikel 2 ikke nødvendigvis pålægger medlemsstaterne at kriminalisere lægefejl. Artikel 2 forpligtede ej heller myndighederne til af egen drift at informere de pårørende, som myndighederne ikke kendte til, om iværksættelsen af efterforskningen, hvorfor der ikke forelå en krænkelse af artikel 2.

McKerr-sagen er som nævnt en blandt en række sager mod Storbritannien, hvor EMD har fundet mangler ved den britiske (specielt den nordirske) inquest-procedure. I McKerr-sagen havde inquest-proceduren til formål at klarlægge beskyldninger om magtmisbrug og en ”shoot-to-kill”-praksis blandt sikkerhedsstyrkerne efter drabet på tre mænd i Nordirland. Under inquest-proceduren havde de pårørende ikke mulighed forinden at gøre sig bekendt med afhøringsrapporter fra de indkaldte vidner, hvilket blev kritiseret af EMD (præmis 137). EMD nævner ikke direkte princippet om ”equality of arms”, som er rodfæstet i artikel 6, men argumenterer i overensstemmelse hermed ved at bemærke, at de pårørendes manglende adgang til afhøringsrapporterne efterlod de pårørende i en mindre fordelagtig position sammenlignet med modparten, som ifølge EMD utvivlsomt havde modsatrettede interesser i sagen (præmis 148).  Det samme gjorde sig gældende i Hugh Jordan, som også undergik en inquest-procedure. De pårørende havde i denne sag som i McKerr begrænset forudgående indsigt i afhøringsrapporter. EMD foreholdt den konkrete sag med omstændighederne i McCann-sagen og bemærkede i præmis 125, at de pårørende i McCann havde mulighed for at deltage i høringerne under en kontradiktorisk proces, hvor det var muligt at kontraafhøre vidner i sagen.

Den britiske inquest-procedure adskiller sig som nævnt fra en politimæssig efterforskning. Forskellen mellem en britisk inquest og en politimæssig efterforskning illustreres bl.a. af Hugh Jordan. Således udtaler EMD, at de pårørende ikke nødvendigvis har krav på indsigt i en politimæssig efterforskning, da dette kan krænke andre borgeres rettigheder eller kompromittere igangværende efterforskninger. Den nødvendige indsigt kan varetages i andre led af tilgængelige procedurer (præmis 121). En inquest har – modsat en politimæssig efterforskning – flere ligheder med en domstolsbehandling, og EMD synes derfor i højere grad at inddrage principper fra retspraksis under EMRK artikel 6, i behandlingen af den britiske inquest-procedure[32].

I sager vedrørende politimæssig efterforskning har EMD’s storkammer udtalt, at artikel 2 ikke automatisk giver ret til fuld aktindsigt, idet myndighederne skal kunne varetage andre interesser, herunder andre personers interesser. EMD formulerede det i Ramsahai, præmis 347, således:

”… The disclosure or publication of police reports and investigative materials may involve sensitive issues with possible prejudicial effects for private individuals or other investigations. It cannot therefore be regarded as an automatic requirement under Article 2 that a deceased victim’s surviving next-of-kin be granted access to the investigation as it goes along. The requisite access of the public or the victim’s relatives may be provided for in other stages of the available procedures…”

De pårørende i Ramsahai havde fået afslag på flere anmodninger om indsigt, medens efterforskningen fortsat var åben. Efter anklagemyndigheden havde besluttet at opgive påtale, havde de pårørende fået indsigt i efterforskningsmaterialet. De pårørende havde ifølge EMD modtaget tilstrækkelig indsigt til at kunne påklage beslutningen om ikke at strafforfølge de mistænkte polititjenestemand. EMD fandt, at de pårørendes manglende indsigt derfor ikke udgjorde en krænkelse af artikel 2. EMD bemærkede yderligere i præmis 348, at artikel 2 ikke pålægger myndighederne at efterkomme enhver anmodning fra de pårørende om at foretage specifikke efterforskningsskridt.

Modsat Ramsahai, synes EMD i sagen Mikhalkova mod Ukraine (2011) at pålægge myndighederne at give de pårørende indsigt i den politimæssige efterforskning på et væsentlig tidligere tidspunkt. I denne sag afgik en beruset person ved døden i detentionen. I præmis 12-13 bemærkes det, at de pårørende var blevet nægtet indsigt i på et tidspunkt, hvor sagen fortsat blev efterforsket af politiet. I præmis 48 udtaler EMD under henvisning til præmis 13,

… the applicants [de pårørende] were repeatedly denied access to the case file … and the opportunity to participate meaningfully in the proceedings concerning the establishment of circumstances of death of their relative. The Court considers that such conduct on the part of the authorities vis-à-vis the applicants could not but undermine the effectiveness of the investigation and was contrary to the Convention.

Det springende punkt synes at være formuleringen ”to participate meaningfully”. Dette kan tages til udtryk for, at de pårørende under en politimæssig efterforskning har vidtgående krav på indsigt. Efter en gennemgang af praksis, synes denne formulering dog at stå alene. Så vidt ses ej heller andre sager, hvor de pårørende ifølge EMD kan siges at haft krav på indsigt under den politimæssige efterforskning. Således ses ingen andre domme, hvor EMD har benyttet sig af formulering ”to participate meaningfully” i forbindelse med pårørendes krav på indsigt.

En situation, som kunne minde om Mikhalkova er sagen Anik m.fl. mod Tyrkiet (2007). I denne sag havde de pårørende fået meddelelse om anklagemyndighedens beslutning om ikke at tiltale de implicerede soldater, men de pårørende havde ikke fået nærmere indsigt i sagen. EMD bemærkede, at de pårørende hverken havde modtaget information om eller aktindsigt i efterforskningens dokumenter, uagtet at de pårørende havde anmodet om at have mulighed for at deltage i efterforskningen (præmis 75). EMD synes dog ikke at udtale direkte kritik heraf. Det var dog ifølge EMD kritisabelt, at de pårørende ikke havde mulighed for at gøre sig bekendt med sagens dokumenter, da de pårørende påklagede anklagemyndighedens beslutning om ikke at rejse tiltale i sagen, dvs. på tidspunktet for efterforskningens afslutning (præmis 76).

EMD’s formulering i sagen Vasilca mod Moldova (2014), hvor de pårørende ikke processuelt var blevet tillagt ”offer-status,” understreger vigtigheden af, at de pårørende involveres tilstrækkeligt i efterforskningen (præmis 34):

“…The Court would emphasise that Article 2 requires more than merely informing the next-of-kin of the progress of the investigation: it includes their active involvement in it…”

Dette krav om involvering synes eksempelvis at kunne godtgøres ved tidlig aktindsigt i sagen eller ved en selvstændigt adgang til at anmode om foretagelsen af efterforskningsskridt. I Slimani mod Frankrig (2004), som vedrørte et selvmord i et fængsel, kritiserede EMD, at myndighederne ikke automatisk gav de pårørende partsstatus i sagen, så de kunne udøve de processuelle beføjelser, som ifølge national ret tilkom parterne, såsom at anmode om at efterforskningsskridt blev foretaget (præmis 46-50). I Ramsahai havde de pårørende opfordret til, at en række efterforskningsskridt blev udført, og EMD medgav, at flere af disse efterforskningsskridt burde være gennemført. EMD udtalte dog, at artikel 2 ikke forpligter myndighederne til at efterkomme alle anmodninger fra de pårørende om at foretage specifikke efterforskningsskridt (præmis 348).

I sagen Seidova m.fl. mod Bulgarien (2010) blev en mand af roma-oprindelse, der var i færd med at stjæle løg fra en mark, skudt og dræbt af en vagt. Der var forskellige forklaringer fra gruppen af vagter og gruppen af romaer, som havde været til stede, da der blev afgivet skud. Anklagemyndigheden opgav at rejse tiltale mod vagten, idet det lagdes til grund, at vagten havde handlet i nødværge. Hverken under eller efter efterforskningen havde de pårørende haft mulighed for at få indsigt i sagen. EMD bemærkede, at national lovgivning ikke påkrævede myndighederne at inddrage de pårørende i efterforskningen eller i øvrigt gav de pårørende særlige beføjelser. Myndighederne havde opgivet at strafforfølge vagten som følge af nødværge, og specielt sagens vidneforklaringer var derfor af afgørende betydning for klarlæggelsen af sagens hændelsesforløb og derved beslutningen om at opgive videre strafforfølgning, hvorfor EMD fandt, at de pårørende skulle have haft adgang til sagen[33].

Seidova og Ramsahai kan siges at markere hver sin ende af skalaen for, hvornår de pårørende har krav på indsigt i efterforskningen. Hvor de pårørende i Seidova på intet tidspunkt fik indsigt i efterforskningens akter, så havde de pårørende i Ramsahai fået indsigt i efterforskningsmaterialet, da tiltalespørgsmålet var blevet afgjort af anklagemyndigheden. Mikhalkova og Anik giver indtryk af, at de pårørende i visse situationer kan have krav på indsigt, selv under en igangværende efterforskning. Dette eventuelle krav på indsigt i den igangværende efterforskning må skulle vurderes i lyset af den involvering, de pårørende i øvrigt har i efterforskningen, jf. Vasilca og Slimani. Inddrages Gülec og Gray må det kunne konkluderes, at artikel 2 som minimum sikrer de pårørende (1) ret til at gøre sig bekendt med afgørelsen om at strafforfølge en mistænkt person i sagen og (2) ret til at få indsigt i efterforskningsmaterialet, når efterforskningen er afsluttet. Det er ikke muligt præcis at fastlægge, i hvilken grad de pårørende skal involveres i selve efterforskningen, uagtet at de pårørende utvivlsomt i medfør af artikel 2 synes at have et sådan krav.

[1] Lorenzen m. fl., s. 139

[2] Se mere om denne procesform afs. 4.5.2

[3] Lorenzen m. fl., s. 139

[4] Kjølbro, s. 185

[5] Menneskerettighedsdomstolens praksis i 2007, Jonas Christoffersen, EU-ret & Menneskeret s. 105, 15. årg. 2008, udgivet af DJØF

[6] The Right to Life, Democracy and State Responsibility in ‘Urban Guerilla’ Conflict: The European Court of Human Rights Grand Chamber Judgment in Giuliani and Gaggio v Italy, Human Rights Law Review (2011) (3), s. 574f

[7] Kjølbro, s. 186

[8] Jacobs, White og Ovey, s. 159

[9] Kjølbro, s. 186

[10] Lorenzen m.fl., s. 139

[11] Kjølbro, s. 187

[12] Kjølbro, s. 187

[13] Lorenzen m.fl., s. 139

[14] Kjølbro, s. 188 og Nachova m.fl., præmis 113

[15] Kjølbro, s. 188

[16] Lorenzen m. fl., s. 140

[17] Kjølbro, s. 188

[18] Kjølbro, s. 187f

[19] Kjølbro, s. 188

[20] Coroners, controversial deaths, and Nothern Irland’s past conflict, Marney Requa og Gordon Anthony, Public law (2008), s. 443-451

[21]Jacobs, White og Ovey, s. 159, nederst og ‘Guide to Coroners and Inquests’, pkt. 14.1, Ministry of Justice: https://www.direct.gov.uk/prod_consum_dg/groups/dg_digitalassets/@dg/@en/documents/digitalasset/dg_185904.pdf

[22] Se mere om pårørendes retsstilling nedenfor i afs. 4.5.4.1

[23] Se analysen i Coroners, controversial deaths, and Nothern Irland’s past conflict, s. 445-446, også fsva. det følgende

[24] Coroners, controversial deaths, and Northern Ireland’s past conflict, Marney Requa og Gordon Anthony, Public law (2008), s. 446

[25] Lorenzen m.fl., s. 140f

[26] Lorenzen m.fl., s. 140

[27] Lorenzen m. fl., s. 140

[28] Kjølbro, s. 187

[29] Kjølbro, s. 186-187

[30] Se nærmere om ”inquest-proceduren” ovenfor afs. 4.5.2

[31] Lorenzen m. fl., s. 140

[32] Se afs. 4.5.2

[33] Se Lorenzen m. fl., s. 141, hvor dommen omtales

_________________

  1. McCann mod Storbritannien, sagsnummer 18984/91, afgørelse af 27/09/1995
  2. Salman mod Tyrkiet, pr. 100

Udfærdiget af Tobias Jensen