RESUMÉ

Sagen omhandlede en fransk advokat, Patrick Michaud (Klager), som klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) over det franske advokatråds beslutning om at vedtage et reglement i overensstemmelse med et EU-direktiv, som påførte advokater forpligtelser blandt andet i relation til hvidvaskning af penge. Det konkrete reglementet forpligtede advokater til “konstant at være på vagt” og indføre interne procedure, såfremt en finansiel aktivitet udvist af en klient med rimelighed kunne “påkalde sig mistanke” (“declaration of suspicion”). Denne mistanke forpligtede advokater i enkelte tilfælde til at alarmere myndighederne om pengesummer, som kunne tænkes at indeholde et kriminelt element i form af hvidvaskning af penge.
Klager påklagede beslutningen om at vedtage reglementet til den franske forvaltningsdomstol (Conseil d’Etat), som afviste klagen. Klager indbragte herefter forvaltningsdomstolens afgørelse, som er endelig, for Domstolen.
Klager påstod specielt EMRK artikel 8 for krænket, idet anmeldelse af personer, som kommer for at søge advokatbistand er uforenligt med advokat-klient-forholdet og den professionelle tavshedspligt beskyttet af artiklen.
I forbindelse med sagen påstod den franske stat, at klager ikke var “offer” i konventionens artikel 34 forstand, men Domstolen slog i sin dom indledningsvist blandt andet fast, at klager tilhørte den personklasse, som ville blive ramt af reglementet, og at klager havde speciale i netop skatteret, hvorfor han kunne siges at være specielt ramt af reglementet i modsætning andre af hans advokatkolleger, hvorfor Domstolen accepterede, at Klager var “offer”.
Domstolen fandt, at der var tale om et indgreb i meddelelseshemmeligheden beskyttet af artikel 8, men at indgrebet havde hjemmel i lov.
Domstolen fastslog endvidere, at indgrebet kunne siges at være nødvendigt. Om nødvendigheden fastslog Domstolen indledningsvist, at organisationen EU har et ligevægtigt system til beskyttelse af menneskerettigheder [Charter of Human Rights], som gavFrankrig en formodning for, at menneskerettighederne ikke ville krænkes. Frankrig var som EU-medlem internationalt forpligtet som stat til at implementere EU-direktivet, men staten var dog stadig ansvarlig for eventuelle krænkelser på trods af en sådan forpligtelse. Fordi der i sagen af forvaltningsdomstolen ikke var indhentet en præjudiciel afgørelse fra EU-domstolen vedrørende spørgsmålet om krænkelse af meddelelseshemmeligheden, påså Domstolen selv, om indgrebet var nødvendigt. Domstolen fandt, at selvom advokater har en professionel særstilling i demokratisk samfund, så skulle denne særstilling opvejes mod vigtigheden af kampen mod hvidvask af penge, også for at beskytte advokaterne selv mod at blive brugt til kriminelle aktiviteter. Det afgørende var således, om indgrebet var proportionalt. Idet det omstridte reglement ikke gjorde indgreb i essensen af en forsvarsadvokats job, og fordi reglementet indholdt et filter, hvorefter anmeldelser om “mistænkelig aktivitet” skulle fremsendes til præsidenten for forvaltningsdomstolen eller advokatrådet, som indebar, at oplysningerne blev videregivet til personer, som var underlagt de samme professionelle standarder som den videregivende advokat, hvorfor den professionelle sfære (“professional privilege”) ikke var blevet brudt. Domstolen fandt derfor, at indgrebet ikke var uproportionalt og derved ikke udgjorde et indgreb i advokaters professionelle sfære (“professional privilege”), hvorfor artikel 8 i den konkrete sag ikke var blevet krænket.
 

Dommen blev afsagt den 6. december 2012, men er alene tilgængelig på fransk, hvorfor den er udeladt.

Domstolens officielle pressemeddelelse om sagen på engelsk kan hentes her.

Udfærdiget af Tobias Jensen