I Jyllands Posten og på Jyllands Postens  hjemmeside den 1. april 2014 udtaler Michael Aastrup Jensen (V), Pia Kjærsgaard (O) og til dels direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen sig kritisk om rapporten vedr. Danmark udfærdiget af Europarådets Menneskerettighedskommissær, Nils Muiznieks. Kritikken kommer efter, at avisen har påvist fejl og diskutable konklusioner i kommissærens rapport under afsnittet om hate speech efter kommissærens besøg i Danmark i november 2013.

Michael Aastrup Jensen udtaler bl.a., at Menneskerettighedskommissæren er politiserende, og at Europarådet har vigtigere ting at tage sig til end at ”rode rundt i 10 år gamle læserbreve” fra Pia Kjærsgaard. Det kan ikke overraske, at Pia Kjærsgaard om kritikken helt generelt udtaler, at ”Europarådet er latterligt”, og at ”man burde tage op til revision, hvad Europarådet bruger sin tid på”. Som påpeget af Nikolaj Villumsen (Ø) er Danmark dog ikke pligtig at følge kommissærens anvisninger og hans rapporter, udtalelser og anbefalinger er ikke at forveksle med menneskerettighedsdomstolens afgørelser, som er bindende for medlemsstaterne.

I Jyllands Postens leder af 2. april 2014 fremsættes der fra avisens side kritik mod Menneskerettighedskommissæren. Avisen fortæller bl.a. at Danmark i rapporten fremstilles som helvedes forgår, og at verden dermed bedrages. Endvidere spørges der til, hvad Europarådet skal bruges til, hvis rapporten er udtryk for rådets standarder.

Ifølge Resolution (99) 50 er Menneskerettighedskommissærens mandat af ikke-juridisk karakter. Han agerer individuelt og skal være uafhængig fra medlemsstaterne. Hele ideen med menneskerettighedskommissæren som institution er at skabe og fremme menneskerettigheder og kontribuere til debatten. Han vælges af Europarådets Parlamentariske Forsamling for en seksårig periode på baggrund af bl.a. de prioriteter, han i sin valgperiode vil have fokus på, hvorfor stillingen som menneskerettighedskommissær i sin natur har et politisk aspekt.

Det er selvfølgeligt beklageligt, når en rapport indeholder faktuelle fejl. Det fortjener kritik. Afsnittet om hate speech udgør 1,5-2 sider af en rapport på i alt 31 sider. Andre dele af rapporten har berettiget ført til debat om børns rettigheder i asylsager, hvor Institut for Menneskerettigheder de seneste dage på denne baggrund er fremkommet med kritik af Danmark. Også kommissærens kritik af den overdrevne brug af tvangsfiksering i psykiatrien synes at være berettiget. Derfor er det også ærgerligt, at Jonas Christoffersen ikke gør opmærksom herpå, da han til Jyllands Posten bl.a. udtaler: ”Det er de samme, gamle sager, der bliver ved med at florere. Det er de samme overdrivelser omkring ordvalg, som bliver beskrevet her, som florerer”. Denne udmelding fra Institut fra Menneskerettigheder fortolkes i Jyllands Postens leder også som: “Heldigvis er både den politiske og den faglige reaktion, f.eks. fra Institut for Menneskerettigheder, temmelig entydig. Den rapport er ikke til at tage alvorligt.” På denne måde synes instituttet at fremstå yderst uheldigt.

Jyllands Postens kritik af rapporten er som sagt berettiget, såfremt rapporten indeholder fejl. Kritikken i avisens leder henstår dog som useriøs, når den – ligesom Pia Kjærsgaard – fremsættes generaliserende om hele Europarådets arbejde. Berettiget kritik ville være konkret at forholde sig til menneskerettighedskommissærens rapport og ikke til Europarådet som institution. Simpel research ville have henledt avisen og Pia Kjærsgaard til ovennævnte resolution, hvoraf det fremgår, at kommissæren arbejder uafhængigt og udtaler sig på egne vegne – dvs. ikke på vegne af Europarådet.

Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance udtalte i 2012 bekymring vedr. danske mediers fremstilling af minoriteter i Danmark og den politiske tone i spørgsmål om mindretalsgrupper, herunder specielt om muslimer. Set i lyset heraf, og at Danmarks i øjeblikket næststørste parti, Dansk Folkeparti, så sent som i januar i år i en stort anlagt søndagsudgave af Berlingske og på nettet udtalte, at man burde nægte dansk statsborgerskab, alene fordi man bekendte sig islam, synes kritikken fra Menneskerettighedskommissæren i realiteten ikke at være fuldstændig malplaceret.

Den meget kraftige kritik fremsat i Jyllands Posten og den danske afstandtagen fra afsnittet om hate speech synes derfor overdreven og en uværdig måde at negligere en ellers fornuftig rapport, som peger på væsentlige menneskeretlige problemer i Danmark.