Morten Messerschmidt

I et debatindlæg den 2. februar 2015 i Politiken advokerer cand.jur. Morten Messerschmidt for, at Danmark bør melde sig ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Messerschmidt anfører blandt andet, at et demokrati ikke bør lade moralen afgøre af juridiske dommere, men af vælgerne, og at konventionen derfor er en kortslutning af demokratiet. Han mener, at Danmark derfor – ligesom Storbritannien – bør overveje den over 60 år lange tilslutning til EMRK.

Det er ikke ualmindeligt – specielt i juridiske kredse – at juridiske afgørelser (domme/kendelser, forvaltningsafgørelser mv.) er genstand for kritik eller utilfredshed. Jurister lever i høj grad af dette rum, hvor en konkret situation subsumeres under gældende retsregler.

Storbritannien har i de seneste år udtrykt utilfredshed med det europæiske samarbejde – både i EU-regi og i Europarådet. En håndfuld af sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), som gik landet imod har sat sindene i kog og ført til både berettiget kritik, men i høj grad tillige usaglige og uværdige opstød i tabloidaviserne.

Sagen Hirst and others no. 2 v. United Kingdom fra 2005, hvor EMD’s storkammer dømte Storbritannien for at forbryde sig mod retten til frie valg var startskuddet og er fortsat epicentret for den aversion, som landet i disse år nærer for EMD. I denne sag fandt domstolen, at det udgjorde et uproportionalt indgreb i stemmeretten, når samtlige indsatte i landets fængsler ved indsættelsen automatisk (dvs. ikke efter en konkret vurdering) mistede deres ret til at stemme ved parlamentsvalget.

I skandinaviske øre klinger det mærkeligt at fratage statsborgere stemmeretten, men det har været tradition helt automatisk at fratage indsatte stemmeretten i Det Forenede Kongerige.

Briternes forargelse over EMD’s afgørelser var også at finde, da domstolen i 1999 fandt, at det var uforeneligt med menneskeretten at forbyde homoseksuelle at tjene i den britiske hær. Den britiske regerings standpunkt var, at homoseksuelle havde en negativ indvirkning på moralen og var specielt udsatte for afpresning af udenlandske efterretningstjenester. Afgørelsen og den efterfølgende retstilstand er en selvfølge i ethvert demokratisk samfund i dag

Når Morten Messerschmidt udtrykker sin forargelse over EMD’s fortolkningsstil og udtaler ”vi kan godt håndtere retfærdig rettergang, ytringsfrihed og privat ejendomsret uden indblanding fra andre lande”, klinger det hult, når henses til, at Danmark i principafgørelserne Jersild mod Danmark og Hauschildt mod Danmark blev dømt for at knægte ytringsfriheden og retten til retfærdig rettergang. Der findes – mig bekendt – næppe mange, der i dag ser rimeligheden i, at journalister straffes for at bringe interviews med radikale personergrupper, eller som ser det retfærdige i at lade samme dommer træffe den indledende afgørelse om varetægtsfængsling og den endelige afgørelse om skyldspørgsmålet.

En vigtig pointe er yderligere, at EMRK’s grundlæggende rettigheder ikke alene, som Morten Messerschmidt synes at forstå det, er tiltænkt som en stopklods for, at lande som Storbritannien og Danmark kan udvise mennesker til tortur eller dødsstraf, men tillige er en beskyttelse, som er udbredt til og overvåges i lande som Aserbajdsjan, Georgien, Ukraine og Rusland.

Selvom man således enkelte gange måtte opfatte EMRK som en torn i øjet, når man som lovgiver ønsker at indskrænke borgernes rettigheder, så er det vigtigt at erindre, garantierne ikke alene sikrer 5,6 mio. borgere i Danmark, men også de 800 mio. øvrige mennesker i Europa.

 

 

Udfærdiget af Tobias Jensen