Artikel 3

Forbud mod tortur
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Indledning

Artikel 3 anses ligesom artikel 2 som helt fundamental rettighed i et demokratisk samfund[1]. Forbuddet i artikel 3 dækker tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf. Det er et absolut forbud, dvs. der ikke tillades nogen fravigelse[2]. Offerets opførsel er uden betydning i denne sammenhæng. EMD’s dynamiske fortolkningsstil medfører, at EMD ikke er bundet af tidligere klassifikationer af handlinger som tortur mv.[3] Konsekvensen af denne udvikling, hvor flere handlinger karakteriseres som artikel 3-indgreb, har været, at EMD i langt højere grad end tidligere finder krænkelse af artikel 3. Dette har medført væsentlig kritik[4].

Staten har foruden pligten til at afstå fra at gøre indgreb i individets rettigheder efter artikel 3 yderligere forpligtelser. Artikel 3 pålægger staten at kriminalisere handlinger, der kan karakteriseres som uforenelige med forbuddet mod tortur mv., hvad enten de begås af myndighedspersoner eller private. Dette svarer til tilsvarende forpligtelser efter artikel 2, jf. ovenfor under positive forpligtelser. Det er sjældent et problem med statens formelle straffelovgivning, men derimod hvorledes lovgivningen anvendes i praksis[5]. Herudover har EMD fastslået, at staten i visse situationer skal efterforske påståede krænkelser af artikel 3[6].

Artikel 3 anvender samme krav i bevisbedømmelse som artikel 2. Således skal det være ”uden for rimelig tvivl”, at indgrebet fandt sted[7].

Bestemmelsens anvendelsesområde

Førend en handling falder inden for anvendelsesområdet for artikel 3, skal handlingen have en vis alvorlighed (”level of severity”)[8]. Hvorvidt et indgreb er groft nok til at opfylde denne mindstegrænse beror på en konkret individuel vurdering[9]. I denne vurdering indgår eksempelvis indgrebets varighed, den fysiske og psykiske effekt, og i nogle sager køn, alder og helbredstilstand[10]. Artikel 3 pålægger ikke alene myndighederne fra at afstå fra ulovlig magtanvendelse, men pålægger endvidere myndighederne at sikre personer mod overgreb fra andre private personer, eksempelvis forældres mishandling af deres børn[11]. Alene truslen om brugen af tortur mv. er som udgangspunkt også omfattet af bestemmelsen, jf. Gäfgen mod Tyskland (2010) omtalt nærmere nedenfor.

Bestemmelsen kan siges at have en rangorden, hvor tortur anses som den groveste form for mishandling. Efter tortur kommer umenneskelig behandling eller straf, og endeligt kommer nedværdigende behandling eller straf[12]. ”Nedværdigende behandling” kan således siges at markere den nedre grænse for, hvornår et indgreb kan siges at falde inden for artikel 3’s anvendelsesområde.

Sondringen mellem tortur og umenneskelig behandling blev i den første sag vedr. bestemmelsen fastlagt til at være formålet med handlingen sammenholdt med lidelsens intensitet[13]. EMD inddrager under deres fortolkning som nævnt internationale kilder. Derfor skeles der i denne henseende til definitionen af tortur i FN’s konvention mod tortur mv. (CAT), hvorefter der er tale om tortur, såfremt offeret af myndighedspersoner bevidst er blevet påført stærk smerte eller lidelse for at opnå et nærmere bestemt formål[14]. Nyere praksis synes at lægge større vægt på intensiteten af smerten end selve formålet med indgrebet, som i mindre grad end smerten indgår i den samlede vurdering af, hvorvidt indgrebet kan karakteriseres som tortur[15].

Umenneskelig behandling påføres er ikke nødvendigvis forsætligt. Som hovedregel skal handlingen dog være påført forsætligt; lidelsen skal vare i flere timer; det skal indebære fysisk eller psykisk lidelse. Det synes i overvejende grad at være indgrebets tidsmæssige udstrækning, der adskiller tortur og umenneskelig behandling eller straf[16].

Et indgreb anses for at udgøre nedværdigende behandling eller straf, hvis der er tale om grov ydmygelse evt. foran andre, eller hvis en person tvinges til at handle mod dennes vilje eller samvittighed. Ej heller her er forsæt nødvendigt for at indgrebet kan karakteriseres som nedværdigende[17]. Fokus er ikke som ved tortur og umenneskelig behandling på intensiteten af en oplevet smerte, men derimod på om offeret ydmyges[18].

Det er en vanskelig vurdering, hvornår der er tale om legitim magtanvendelse og brud på artikel 3, og det må afgøres konkret i hver enkelt sag[19].

Bevisbyrde

Bevisbyrden påhviler som udgangspunkt den, der påstår at være udsat for behandling i strid med artikel 3 (affirmanti incumbit probatio). Der er dog omvendt bevisbyrde i sager, hvor offeret i myndighedernes varetægt pådrager sig skader. Såfremt en person var ved godt helbred, da myndighederne tog ham i varetægt, men findes at have pådraget sig skader på løsladelsestidspunktet, påhviler det myndighederne at komme med en sandsynlig og acceptabel forklaring herpå. Der opstår herefter en formodning for, at offeret er blevet påført skaderne under myndighedernes ansvar[20].

Et eksempel herpå er sagen Djundiks mod Letland (2014). I denne sag blev klager indbragt til en politistation, fordi han var for fuld til at tage vare på sig selv. Klager påstod efterfølgende, at han på politistationen blev udsat for vold. EMD fandt det beklageligt, at myndighederne ikke havde foretaget en lægeundersøgelse af klager, inden han blev indsat i detentionen, idet en sådan undersøgelse ville have klarlagt klagers skader inden detentionsanbringelsen. EMD udtalte, at myndighederne ved en sådan undersøgelse bl.a. ville kunne løfte deres bevisbyrde for, hvorledes klager havde pådraget sig eventuelle skader (præmis 52). Den lettiske regerings havde gjort gældende, at de ikke mente, at der ved detentionsanbringelsen var anledning til at tro, at klager havde skjulte skader, hvorfor en lægeundersøgelse blev skønnet at være unødvendig. EMD afviste en sådan argumentation og udtalte i præmis 53:

Den processuelle del

Artikel 3 pålægger myndighederne at iværksætte en efterforskning, såfremt der klages over myndighedsbehandling i strid med forbuddet mod tortur mv. EMD har ikke været konsekvent mht. hvorvidt pligten til at efterforske kan udledes af artikel 13 eller 3, men den processuelle forpligtelse til at gennemføre en effektiv efterforskning hviler på artikel 3[21]. Forpligtelsen minder i høj grad om den, der følger af artikel 2[22]. Særligt i sager om artikel 3 henviser EMD til udtalelser fra CPT[23] samt FN’s såkaldte Istanbulprotokol[24], jf. f.eks. Böke og Kandemir mod Tyrkiet (2009), præmis 48.

En af de første sager, hvor efterforskningspligten blev fastslået, var i sagen Assenov m.fl. mod Bulgarien (1998). Sagen omhandlede politiets påståede magtmisbrug, da en mand og dennes søn blev slået af polititjenestemænd ved et busstoppested og senere under afhøring på den lokale politistation. EMD fandt ikke en materiel krænkelse af artikel 3, eftersom det ikke med sikkerhed kunne lægges til grund, hvem der havde forårsaget de på klageren konstaterede skader. EMD fandt, at artikel 3 måtte stille krav til en effektiv efterforskning og henviste i denne henseende direkte til efterforskningspligten i medfør af artikel 2 (præmis 102).

Efter EMD’s praksis knytter efterforskningspligten sig ikke alene til tortur, men også umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf[25], om end den udøves af myndighederne eller af private[26].

Formålet med en efterforskning efter artikel 3 er at fastslå, hvorvidt den anvendte magt var nødvendig og afklare spørgsmålet om eventuelt strafansvar, jf. Dimitrov m.fl. mod Bulgarien (2014), præmis 135. Hensynet til forbuddets effektive håndhævelse tilsiger, at en effektiv efterforskning er nødvendig[27]. Herudover tjener efterforskningspligten og den dertilhørende frygt for at blive undersøgt og evt. straffet i praksis til at afskrække myndighedspersoner fra at anvende ulovlig magt[28].

”Arguable claim” – pligtens indtrædelse

Assenov opridser ikke i detaljer, hvad der kræves af en effektiv efterforskning efter artikel 3. EMD udtaler bl.a., at pligten først opstår, når der kan siges at foreligge et ”arguable claim” om, at mishandling i strid med artikel 3 har fundet sted. Kravet beskrives på dansk som en rimelig begrundet påstand[29]. Det beskrives også som det at rejse en klage, som ikke umiddelbart kan afvises[30]. Pligten begrænses ikke til tilfælde, hvor der foreligger en formel anmeldelse, men også hvor nationale domstole konfronteres med klare oplysninger, der giver grundlag for at antage, at en person er blevet udsat for tortur mv.[31] Kravet kan også beskrives som “…a reasonable suspicion that the said Convention grievances could have been imputed…”[32].

I Sevtap Veznedaroglu mod Tyrkiet (2014) påstod en kvinde at være blevet udsat for tortur under en politiafhøring. En lægeerklæring angav, at kvinden havde et 1×1 cm blåt mærke på venstre arm og et 3×1 cm blå mærke på højre skinneben, hvilket blev forelagt en dommer (præmis 14 og 33). Den tyrkiske regering anfægtede ved EMD ægtheden at kvindens lægeerklæring og påpegede skadernes begrænsede omfang. EMD udtalte, at kvindens gentagne klager over at være blevet udsat for tortur sammenholdt med lægeerklæringen udgjorde et ”arguable claim”, hvilket forpligtede myndighederne til at iværksætte en efterforskning (præmis 34-35). EMD lagde vægt på den af klager fremlagte lægeerklæring ved vurderingen af, hvorvidt klager havde et ”arguable claim”.

I sagen Danilov mod Ukraine (2014), hvor en indsat klagede over umenneskelige fængselsforhold og påstod at være blevet mishandlet, fandt EMD ikke, at der var et ”arguable claim”. EMD anerkendte, at man i sådanne sager ikke kunne pålægge klageren hele bevisbyrden. Ifølge EMD havde klager dog alene i svage og generelle vendinger beskrevet afsoningsforholdene, på hvilken baggrund EMD ikke kunne konkludere, hvorvidt forholdene opfyldte artikel 3’s mindstegrænse (”minimum level of severity”).

I sager vedr. udvisning eller tilbagesendelse af asylansøgere til lande, hvor ansøgeren risikerer at blive udsat for tortur mv. (bestemmelsens eksterritoriale virkning), kan det af flere årsager være svært at præstere et ”arguable claim”, idet klager skal have påvist væsentlige grunde for antage, at klager potentielt udsættes for mishandling[33]. I sådanne sager lægger EMD bl.a. vægt på rapporter og udtalelser fra interesseorganisationer, overvågningsorganer mv., og ansøgeren accepteres at have et ”arguable claim” i det væsentlige på baggrund af indholdet af disse rapporter, jf. f.eks. Mohammed mod Østrig (2013), præmis 103. Disse sager vedrører ikke umiddelbart myndighedernes pligt til at efterforske, idet ansøgeren endnu ikke er blevet udsat for behandlingen, men kan illustrere, hvad der eksempelvis i sådanne sager kan udgøre et ”arguable claim,” hvorved artikel 3 kommer i spil.

Det kan være vanskeligt præcist at fastslå, hvornår der foreligger et ”arguable claim”, og det er i høj grad en skønspræget vurdering, som har sammenhæng med vurderingen efter artikel 35, stk. 3, hvorvidt en klage er åbenbart ugrundet[34].

Kravene til en effektiv efterforskning

I Assenov, præmis 102, udtalte EMD med henvisning til artikel 2-praksis, at artikel 3 fordrer en efterforskning, der skal kunne føre til identifikation og straf af personer, der har forbrudt sig mod artikel 3. Kravet blev dog ikke nærmere præciseret af EMD. Således må artikel 3 efter en umiddelbar vurdering siges at være tiltænkt en efterforskning, som minder om den, der foretages i medfør af artikel 2[35].

Siden Assenov har EMD da også haft rig lejlighed til at videreudvikle artikel 3’s processuelle forpligtelser. I sagen El-Masri mod Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (2012) opsummerede storkammeret kravene i efterforskningspligten i medfør af artikel 3 således (præmis 183-185):

Med udgangspunkt heri kan der opstilles følgende krav til efterforskningen:

1. Efterforskningen skal have den fornødne hurtighed (”prompt”)
2. Efterforskningen skal være grundig (”thorough”)
3. Efterforskningen skal være uafhængig fra de implicerede (”independent”)
4. Offeret skal have mulighed for effektivt at deltage i efterforskningen (”able to participate effectively”)