Oversigt

1. Historie
-1.1 Formålet med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

2. Organisation
-2.1 Dommere
-2.2 Domstolens sammensætning
—2.2.0.1 Om Tillægsprotokol 14
–2.2.1 Enkeltdommerformation
–2.2.2 Komitéer, afdelinger, kamre og Storkammeret
—2.2.2.1 Komitéer
—2.2.2.2 Afdelinger og kamre
—2.2.2.3 Storkammeret

3. Kompetence
-3.1 Erstatning
–3.1.1 Økonomiske erstatning
–3.1.2 Ikke økonomisk erstatning
–3.1.3 Udgifter i forbindelse med sagen

1. Historie

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolen blev oprettet i 1959, hvor de første dommere blev udpeget, og hvor Domstolen vedtog de nærmere retningslinjer omkring Domstolens arbejde. Samme år afholdte Domstolen sin første samling. Domstolen påbegyndte således sit arbejde med at sikre overholdelse af konventionen ca. 9 år efter, konventionen blev åbnet for underskrivelse i Rom, og ca. 6 år efter at konventionen trådte i kraft.

Den første afgørelse blev afsagt den 14. november 1960 i sagen Lawless mod Irland, hvor klager, der havde været tilbageholdt på en militærbase i 4 måneder uden domstolsprøvelse, påstod sine rettigheder efter artikel 5 og 6 krænket, men hvor Domstolen i sin endelige dom af 1. juli 1961 ikke fandt, at der var sket en krænkelse.

Domstolens organisation og kompetence er reguleret i afsnit II i konventionen.

1.1 Formålet med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Det fremgår af konventionens artikel 19, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er oprettet for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som staterne har påtaget sig ved konventionen og de dertil knyttede protokoller. Yderligere fremgår det, at Domstolen skal fungere på permanent basis, hvilket er en konsekvens af tillægsprotokol 11, som etablerede “den nye permanente Europæiske Menneskerettighedsdomstol”.

Domstolen er den permanente domstol i verden, hvis jurisdiktion omfatter ubetinget flest, idet de 47 kontraherende stater samlet tæller over 800 millioner mennesker.

2. Organisation

2.1 Dommere

Det samlede antal dommere ved Domstolen er 47 – én fra hver medlemsstat i Europarådet. Dommerne udpeges ved, at hver af medlemsstaterne nominerer 3 kandidater til dommerstillingen, hvorefter plenarforsamlingen i Europarådet ved flertalsbeslutning står for den endelige udvælgelse, jf. art. 22. Kandidaterne er normalt statsborgere i den kontraherende stat, selvom dette ikke er et krav. Forinden den endelige udvælgelse vil plenarforsamlingen have gennemført interviews med hver af kandidaterne, således at kandidaternes baggrund og faglige kompetencer kontrolleres.

Valgperioden for en dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol strækker sig over 9 år, hvorefter dommeren ikke kan genvælges, jf. art. 23, stk. 1. Det fremgår af art. 21, at dommerne skal nyde den højeste moralske anseelse og samtidig enten besidde de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse til høje juridiske embeder, eller være retskyndige af anerkendt sagkundskab. Dommerens embedsperioden udløber ved det 70. fødselsår, selvom dommerens samlede embedsperiode ikke har forløbet 9 år.

2.2 Domstolens sammensætning

Dommerne kan sidde i komitéer, kamre, Storkammeret, og som noget nyt efter ændringsprotokol nr. 14 etableredes en enkeltdommerformation.

2.2.0.1 Om Tillægsprotokol 14

Ministerkonferencen om Menneskerettigheder, som blev afholdt i Rom i november 2000 (50-årsjubilæumet for Konventionens underskrivelse), fandt, at effektiviteten af konventionssystemet var på spil på baggrund af Domstolens problemer med at håndtere det enorme antal klager, som blev modtaget årligt. På konferencen blev man derfor enige om, at Ministerkomitéen ved Europarådet skulle iværksætte en undersøgelse af problemet, og at der hurtigst muligt skulle tages skridt for at sikre, at Domstolen fik den fornødne assistance til at udføre dens opgaver.

På baggrund af de iværksatte undersøgelser vedtog Ministerkomitéen ved Europarådet i maj 2004 tillægsprotokol nr. 14 om ændring af Konventionen. Protokollen kunne underskrives fra maj 2004, og på baggrund af protokollens hastende karakter forpligtede medlemsstaterne sig til at ratificere protokollen inden 2 år.

Protokollen foretog ingen radikale ændringer i Konventionens kontrolsystem. Derimod blev der foretaget ændringer i arbejdsgangen ved Domstolen. Formålet var at forbedre Domstolens funktion, således at alle klager kunne blive behandlet indenfor rimelig tid, mens man samtidig kunne tillade Domstolen at koncentrere sig om de vigtigste sager, som kræver dybdegående undersøgelser.

Ændringer blev foretaget på 3 hovedområder:

1. Forstærkning af Domstolens filtreringssystem set i forhold til det store antal klager.
2. Et nyt antagelighedskriterium vedr. sager, hvori klager ikke “har haft væsentlig ulempe”. Hertil knytter sig dog sikkerhedsklausulerne: “medmindre respekten for menneskerettigheder som defineret i konventionen og de dertil knyttede protokoller gør det påkrævet at realitetsbehandle klagen. En klage kan ikke afvises på dette grundlag, hvis klagen ikke har været behørigt behandlet af en national domstol.” (artikel 35, stk. 3, litra b).
3. Foranstaltninger til behandlingen af gentagelsessager (sager, der ligner tidligere sager).

2.2.1 Enkeltdommerformationen

Det er specifikt, hvad angår protokol 14, ændringerne på  ovennævnte hovedområde nr. 1 vedrørende filtreringssystemet, hvor Domstolen nu kan sidde i enkeltdommerformation og tage stilling til klager, der i denne sammenhæng er interessant.

Som beskrevet ovenfor, etableredes enkeltdommerformationen med tillægsprotokol nr. 14. En enkelt dommer er nu kompetent til at afvise en individuel ansøgning fra en borger. Dommeren assisteres af en udpeget, ikke-juridisk rapportør.

2.2.2 Komitéer, afdelinger, kamre og Storkammeret

2.2.2.1 Komitéer

Komitéer ved Domstolen består af 3 dommere. Før tillægsprotokol 14 var komitéer alene kompetente til at tage stilling til en klages antagelighed. Efter protokollens ikrafttrædelse er en komité nu også kompetent til at realitetsbehandle sager, hvor problemstillingen ikke giver anledning til tvivl om udfaldet, såfremt der om problemet allerede foreligger en veletableret retspraksis ved Domstolen.

2.2.2.2 Afdelinger og kamre

Domstolen er inddelt i fem afdelinger. Afdelingerne søges sammensat således, at der opnås mest mulig geografisk balance  samt balance mellem antallet af mænd og kvinder i afdelingen.

Det er i afdelingerne, som normalt samles i kamre af 7 dommere, hvor der tages stilling til både klagens antagelighed (“admissibility”) og realitet (“merits”).

2.2.2.3 Storkammeret

Opstår der i forbindelse med et kammers eller en komités behandling af en klage principielle spørgsmål om fortolkning af Konventionen, eller antages det, at kammeret vil nå frem til en afgørelse, som er i strid med tidligere retspraksis, kan kammeret henvise sagen til Storkammeret, medmindre en af parterne fremsætter en velbegrundet indsigelse herimod. Ifølge art 43, stk. 2, nedsættes da et udvalg af 5 dommere fra Storkammeret, som skal endeligt godkende anmodningen om henvisning.

Når et kammer har truffet beslutning i en sag, kan enhver part inden 3 måneder undtagelsesvis anmode om, at sagen henvises til Storkammeret, jf. art. 43, stk. 1. Storkammeret antager kun exceptionelle sager, og Storkammerets afgørelse er endelig.

3. Kompetence

Domstolen modtager klager fra individuelle personer og stater. Afgørelserne fra Domstolen er juridisk bindende for den indstævnte stat.

Domstolen tager stilling til både klagens antagelighed (“admissibility”) og realitet (“merits”). Domstolen kan også iværksætte en efterforskning i forbindelse med en klage.

Høringer, der afholdes ved Domstolen, er som udgangspunkt offentlige. De er som regel optaget på video og kan streames fra Domstolens hjemmeside.

3.1 Erstatning

Domstolen har muligheden for at tilkende en klager en passende erstatning, såfremt intern national ret kun delvist skadesløsholder klager, jf. konventionens art. 41. I forbindelse med domsafsigelse tager Domstolen således stilling til, om klager har lidt skade, og ud fra denne skade fastsættes en “passende erstatning”.

Skaden, som klager har lidt i forbindelse med krænkelsen, kan tildeles i form af henholdsvis økonomisk og ikke-økonomisk erstatning.

3.1.1 Økonomisk erstatning

Denne erstatning tildeles efter princippet restitutio in integrum, som direkte oversat betyder genoprettelse til oprindelig stand. Dette er også et  princip i dansk erstatningsret i forbindelse med økonomisk erstatning. Det betyder, at klageren så vidt muligt skal placeres i den position, han havde inden krænkelsens indtræden. Førend klager således kan få tildelt en økonomisk erstatning, skal han have lidt et økonomisk tab. Erstatningen omfatter både klagerens aktuelle tab samt et eventuelt fremtidigt forventeligt tab.

Det er klageren, der skal løfte bevisbyrden for, at han har lidt et økonomisk tab. I praksis tildeler Domstolen normalt erstatningen på baggrund af det af klager dokumenterede tab. Såfremt tabet ikke præcis kan beregnes, kan Domstolen foretage et skøn over tabets størrelse ud fra de oplysninger, som er blevet fremsendt.

3.1.2 Ikke økonomisk erstatning

Domstolen kan tildele klager erstatning for ikke materiel skade, såsom den lidelse klager har måtte undergå. Erstatningens størrelse udmåles på baggrund af retspraksis ved Domstolen. Det er således ikke muligt forinden præcis at fastslå erstatningens størrelse.

3.1.3 Udgifter i forbindelse med sagen

Domstolen kan tildele klager erstatning for de udgifter, som klager har haft i forbindelse med sagens førelse. Dette gælder både udgifter i forbindelse med sagen i det nationale system samt under sagens førelse ved Domstolen. Nationalt erstattes ligeledes udgifter, som klager har haft i forsøget på at forhindre krænkelsen i at finde sted, eller som klager har haft i forsøget på at opnå genoprejsning.