Pressen i Storbritannien har ifølge den britiske dommer ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Nicolas Bratza, været ualmindelig kritiske overfor domstolen. Kritikken er hovedsageligt affødt af Domstolens dom i sagen Hirst mod Storbritannien, hvor Storbritanniens regler omkring fangers betingelsesløse stemmefratagelse blev fundet værende i strid med Menneskerettighedskonventionen.

Det er noget af en underdrivelse at sige, at den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilken jeg havde det privilegium at præsidere over i de sidste 12 måneder, har modtaget dårlig presse i Storbritannien. Den selvsamme ide om menneskerettigheder, som blev ophøjet i den Universelle Erklæring af 1948 som svar på 2. Verdenskrigs barbari, er på en eller anden måde nu skyld i mange af samfundets onder. Det er min tanke, at stifterne af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvor flere britiske common-law advokater spillede en afgørende rolle, ville være noget forundrede over denne udvikling.

Hvad end den generelle holdning til menneskerettigheder, så føler jeg et ansvar, idet min periode i Strasbourg nu slutter, for endnu engang at gøre det klart, hvilken rolle rettighederne har, specielt i forhold til Storbritannien. Storbritannien er, af de 47 lande, hvori Konventionen har jurisdiktion, til min store beklagelse det land, som har været mest konstant og åbenlys i sin kritik.

Jeg har i løbet af mit år som præsident besøgt flere lande, som i forhold til menneskerettighedskrænkelser har et meget mindre favorabelt register at vise, men hvor myndighederne politisk og juridisk viser en større grad af respekt og forståelse for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dens arbejde.

I april i år blev de de 47 nationer – inklusiv Storbritannien – enige om at genbekræfte “deres dybe og varige engagement i Konventionen samt deres forpligtelse til at sikre alle under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder opsat i Konventionen.” Nationerne genbekræftede også den fastsatte ret til individuel klageadgang til domstolen i Strasbourg. Domstolen omtales til tider som Europas samvittighed, og en samvittighed er somme tider ikke en nem ting at leve med. Derfor er Domstolens rolle på en måde selvfølgelig at være en form for torn i øjet på regeringerne, og derved en konstant påmindelse om deres internationale forpligtelser, og om at regeringerne vil blive stillet til ansvar, såfremt de ikke overholder disse forpligtelser. At alle 47 nationer til stadighed tilslutter sig dette system, reflekterer den fælles forståelse, at et europæiske rum, hvor retsstaten og demokratiet hersker, er i alles interesse. Selvom Storbritannien er tilbageholdende med at involvere sig mere med Europa, har nationen selvfølgelig en interesse i at arbejde med at sikre demokrati bygget på retsstatsprincippet i hele Europa.

Dette præmis accepterede David Cameron, da han adresserede Plenarforsamlingen i Europarådet i januar måned. Det har mindsandten også været anerkendt af tidligere britiske regeringer. Men det er sjældent, at det sker offentligt. Tværtimod. Offentlige kommentarer vedrørende Domstolen og dennes arbejde har været overvejende negative. Når man ser på den populære presse (“popular press”), kan det ikke nok ikke komme som en overraskelse. Retsstatsprincippet indebærer, at selv de – helt som fortjent – mest upopulære personer har ret til den samme beskyttelse som enhver anden person. Dette er så godt som umuligt at sælge til den offentlige mening (“public opinion”). At forklare, at en person, som er dømt for at ødelægge det samfund, i hvilket du lever, har ret til den beskyttelse, som netop er et af særkenderne ved dette samfund – og som ulitimativt bevarer det – er en udfordring, som de fleste politikere ikke er klar til at tage.

Det paradoksale er i realiteten og i praksis, at Storbritanniens forhold med Strasbourg har været rigt og positivt. Domstolen har fundet krænkelser i et fåtal af sager. De forskellige aktører i det britiske samfund, omend det er domstolene, parlamentet eller den civile del af samfundet, opererer i overensstemmelse med den Europæiske Menneskerettighedskonvention og er dedikerede til dens implementering. Igen; dette er ikke overraskende, når man ser på, hvorfra Konventionen stammer.

Jeg har, som Storbritanniens valgte dommer ved Domstolen, hørt, at jeg skulle være blevet “lidt for integreret” i systemet, hvilket selvfølgelig ikke blot er krænkende for mig personligt, men også for hele ideen i international ret og specielt den internationale beskyttelse af fundamentale rettigheder. Jeg vil minde om, at min rolle som britisk dommer ikke er at beskytte regeringens interesser, men at sikre – uafhængigt og upartisk – at Domstolens afgørelse er baseret på den fulde forståelse af relevant britisk ret. På den anden side vil jeg dog også gerne som det britiske medlem af Domstolen tilføje, at det bringer mig stor tilfredsstillelse og stolthed, at størstedelen af de britiske afgørelser, som bliver indbragt for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, har en meget høj standart. Storbritannien leverer afgørelser, som beriger Konventionssystemet.

Storbritanniens bidrag har været enormt. Derfor er det frustrerende og skuffende at se, at hovedsageligt på baggrund af en enkelt afgørelse vedrørende retten til at stemme for nogle kategorier af fængselsdømte har medført, at Domstolen er blevet gjort til en form for hadefigur. Ikke kun i den populære presse, men også i politikernes udtalelser, hvoraf nogle har været højtstående politikere, samt – endnu mere foruroligende – i dommeres udtalelser, ligeledes nogle af dem højtstående. På dette område har Domstolen altid gjort det klart, at der er et væld af måder at efterleve afgørelserne på. Vi tror på, at der er realistiske og politisk acceptable løsninger.

En domstol er ikke ufejlbarlig bestemt heller ikke domstolen i Strasbourg, men hvad der er på spil, er af altoverskyggende vigtighed. De fælles værdier omkring demokrati og retsstat, som Domstolen repræsenterer, er de mest forankrede garantier for fred og stabilitet, og ultimativt måske også for en sikker og velstående fremtid.