Højesteret afsagde den 1. juni 2012 dom vedrørende en narkotikadømt iraner, som var på tålt ophold i Danmark. Ifølge de danske myndigheders afgørelser skulle udlændingen bo i “Sandholmlejren” og måtte ikke overnatte udenfor lejren uden tilladelse. Endvidere skulle udlændingen melde sig til politiet i lejren tre gange om ugen.

Højesteret hverken fandt, at udlændingens rettigheder efter artikel 5 eller 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke var blevet krænket.

Dog fandt Højesteret, at de danske myndigheders afgørelser var i strid med udlændingens rettigheder efter artikel 2 i tillægsprotokol 4 til konvention.

Højesteret udtalte herom blandt andet:

“Der ses ikke at være domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som tager stilling til spørgsmålet om proportionalitet af indgreb i bevægelsesfriheden over for udlændinge, som er på tålt ophold. På andre områder er der taget stilling til, om et indgreb i bevægelsesfri-heden er proportionalt. I dom af 23. august 2006 i sagen Riener mod Bulgarien, som drejede sig om et forbud over for klageren mod at forlade Bulgarien som følge af klagerens betydelige skattegæld, udtalte Domstolen, at selv om et indgreb i bevægelsesfriheden i begyndelsen er berettiget, kan den automatiske udstrækning over en længere periode føre til, at indgrebet bliver uproportionalt, jf. præmis 121. I dom af 10. juli 2008 i sagen Hajibeyli mod Aserbajdsjan, som drejede sig om et forbud over for klageren mod under en straffesag at forlade den by, han boede i, udtalte Domstolen, at begrænsninger i bevægelsesfriheden alene kan retfærdiggøres i en given sag, hvis der er klare indikationer af en ægte offentlig interesse, som vejer tungere end individets ret til bevægelsesfrihed, jf. præmis 63.”

I bedømmelsen af proportionaliteten mente Højesteret, at det skulle lægges vægt på:

“at [udlændingen] allerede den 2. juli 2007 fik påbud om ophold i Center Sandholm, og at han i foråret 2008 fik pålæg om at melde sig hos politiet i centret en gang om ugen. Der må endvidere lægges vægt på, at afgørelserne af 16. februar 2009 samlet set må anses for at udgøre et væsentligt indgreb i [udlændingen]s bevægelsesfrihed.
Det må tillige indgå i vurderingen, at A alene er straffet ved Østre Landsrets ankedom af 23. juni 2006, hvorved han blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191 for medvirken til hashhandel på Christiania.
Det må desuden tillægges vægt, at det efter oplysningerne om [udlændingen]s hidtidige adfærd og person-lige forhold må lægges til grund, at der ikke har været og fortsat ikke er nogen konkret risiko for, at han vil skjule sig for politiet. Det bemærkes herved, at [udlændingen] var på fri fod under anken af Københavns Byrets dom af 8. juli 2005, og at han også var på fri fod efter afsigelsen af lands-rettens dom, hvorefter han afsonede i et åbent fængsel.
Der har heller ikke foreligget og foreligger fortsat ikke konkrete holdepunkter for at antage, at [udlændingen] vil begå ny kriminalitet.
Endelig må der lægges vægt på, at der efter det oplyste fortsat ikke er udsigt til, at udvisningen af [udlændingen] kan effektueres, og at han som følge af risikoen for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling ikke reelt har mulighed for at udrejse frivilligt til Iran, ligesom der heller ikke er noget andet land, han kan udrejse til.”

Højesteret fandt endeligt efter en samlet vurdering:

“at Udlændingeservices afgørelse af 16. februar 2009 om, at [udlændingen] skal bo og overnatte i Center Sandholm, i hvert fald på nuværende tidspunkt udgør et uproportionalt indgreb i hans bevægelsesfrihed i strid med artikel 2 i Tillægsprotokol 4.”

 

Hele dommen kan hentes her: domstol.dk – Afgørelser om opholds- og meldepligt ugyldige.