Menneskerettighedsdomstolens (EMD) ”blåstempling” af det franske maskeringsforbud, som ifølge 15 af i alt 17 dommere i storkammeret var i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), åbner for yderligere statslig frihedsbegrænsning i Europa.

Kvinde iført niqab

Lad mig indledningsvist slå fast, at det følgende er et forsøg på at redegøre nærmere for dommen og dermed ikke et udtryk for, at jeg ønsker et maskeringsforbud eller i øvrigt er enig i dommens resultat, som kommenteres til sidst i nærværende indlæg.

Jeg overværede høringen i Strasbourg. Der var propfyldt i retslokalet, hvor størstedelen af de franske nyhedsmedier formodes at være repræsenteret. Sagen var anlagt af klagerens advokat samme dag, som forbuddet trådte i kraft.

Det franske forbud retter sig mod maskering i det offentlige rum, hvilket vil kunne sanktioneres med cirka 1.100 kr. i bøde og eventuelt et kursus i medborgerskab. Realiteten er, som påpeget under sagen af klagerens advokat, at det hovedsageligt er de cirka 1.900 kvinder i Frankrig, der bærer burka eller niqab af religiøse årsager, som blev ramt af forbuddet. Forbuddets praktiske virkning synes EMD at anerkende (dommens præmis 145 og 151). Personer, der dækker ansigtet ifm. sportsaktiviteter, festivaler eller af helbredsmæssige årsager er eksempelvis undtaget.

EMD oplister argumenterne i sagen og accepterer til støtte for religionsfriheden blandt andet værdi-argumentation, såsom vigtigheden af kulturel pluralisme i et demokrati og finder ikke at kunne lægge til grund, at religiøs maskering skulle have til hensigt at støde medborgere, eller at kønslig ligestilling i sig selv vil kunne retfærdiggøre et maskeringsforbud, såfremt personen selv (her: kvinden i sagen) ønsker maskering (dommens præmis 119-120).

Det afvises også, at et generelt maskeringsforbud er nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed (dommens præmis 139).

Kvinde iført burka

EMRK Artikel 9, stk. 2, gør udtømmende op med statens muligheder for lovligt at gøre indgreb i religionsfriheden. Det springende punkt i EMD’s argumentation er anerkendelsen af ”living together” som lovligt formål til begrænsning af religionsfriheden. EMD mente, at hensynet til at “leve sammen” kunne indeholdes i det lovlige formål “at beskytte andres rettigheder”. EMD accepterede med andre ord, at maskering kan udgøre en barriere mellem mennesker, som kan have indflydelse på det sociale rum i et samfund og derved det at ”leve sammen” (”living together”) i samfundet. I forarbejderne til den franske lov har lovgiver således lagt vægt på, at man i Frankrig skal ”leve sammen”, hvilket ifølge forarbejderne forudsætter ”social interaktion”. EMD anerkender sidstnævnte formål om ”social interaktion” i samfundet som underformål til det at ”leve sammen”. Fra fransk perspektiv var forbuddet mod maskering således ifølge EMD et samfundsvalg (”choice of society”) for at værne om pluralisme, tolerance og frisind. Forbuddets indførelse og det skøn, som dette medfører, burde herefter overlades til staten (se bl.a. dommens præmis 122, 141, 153 og 154).

Dommen bør ses i lyset af, at EMD blandt andet fra den udenrigspolitiske storspiller og EU-skeptiker, Storbritannien, har modtaget kraftig kritik som følge af flere domme mod landet. Vedtagelsen af en ny ændringsprotokol, som, når protokollen træder i kraft, blandt andet ændrer i EMRK’s præambel, således at staternes suverænitet særligt betones, synes allerede nu at have sin effekt (se f.eks. dommens præmis 129). Ved EMD’s accept af elasticiteten i det at ”leve sammen”, herunder specifikt ”social interaktion”, som lovligt formål til at begrænse religionsfriheden, åbnes der for, at frihedsrettighederne i et vist omfang sættes på prøve. EMD må nærmere klarlægge statens mulighed for at straffe individer, fordi de ikke nødvendigvis vil i ”social interaktion” med hinanden.