OVERSIGT

1. Indledning

2. Europarådet
-2.1 Rådets overvågende funktion

3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
-3.1 Konventionen og Danmark
–3.1.1 Inkorporeringen i dansk ret
–3.1.2 Forholdet til dansk ret


 

1. Indledning

Anden Verdenskrig viste, at selv folkevalgte regeringer kan begå ufattelige overgreb på egne statsborgere, hvorfor man erkendte, at der var behov for en international beskyttelse af individets menneskerettigheder.

Verdenssamfundet havde ved etableringen af FN (Forenede Nationer) i 1945 og den herigennem vedtagne Verdenserklæring om Menneskerettigheder i 1948 i Paris sat sig for at fremme respekten for menneskerettigheder. Som det fremgår af præamblen til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (gengivet i margen til højre), var oprettelsen af den Europæiske Menneskerettighedskonvention en direkte konsekvens af Verdenserklæringen.

2. Europarådet

Oprettelsen af Europarådet den 5. maj 1949 var Europas svar på menneskerettighedsområdet, som var i fokus som følge af Anden Verdenskrigs grusomheder. Nazisternes udryddelser af minoritetsgrupper fik Europa og resten af verdenen til at indse, at nationale garantier ikke var tilstrækkeligt, hvorfor man internationalt var enige om, at man måtte værne om menneskerettighederne.

Formålet med Europarådet er at fremme ideer om demokrati, menneskserettigheder og retsstatsprincipper. Rådet tæller i dag 47 nationer, som alle har ratificeret Den Europæiske Mennekserettighedskonvention. Dermed favner Europarådet bredere end Den Europæiske Union (EU), som med Lissabontraktaten har et Charter af menneskerettigheder, og som betingelse for EU-medlemskab kræver ratificering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

2.1 Rådets overvågende funktion

Samarbejdet i Europarådet har affødt en række konventioner mv., som har tilknyttet komitéer o.lign., der på forskellig vis overvåger implementeringen af de af medlemsstaterne ratificerede konventioner.

Som i andre henseender henstår overvågningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i Europarådsregi dog som noget specielt. Således etablerer konventionen foruden en uafhængig domstol endvidere overvågning af dommenes implementering på højeste plan i Europarådet. I medfør af konventionens artikel 46, stk. 2 og artikel 39, stk. 4, skal domme afsagt af Domstolen forlig indgået mellem parterne i en sag således oversendes til Ministerkomitéen – Europarådets øverste besluttende organ – som skal overvåge fuldbyrdelsen heraf.

Europarådets fuldbyrdelsesafdeling, hvor information om status for medlemsstaternes implementering af afsagte domsafgørelser overvåges, kan findes her.

3. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention består af en konvention med efterfølgende tillægsprotokoller.

Konventionen blev underskrevet af ti nationer, heriblandt Danmark, i Rom den 4. november 1950 med ikrafttrædelse den 3. september 1953. Efterfølgende har flere nationer tilsluttet sig Europarådet og dermed konventionen, således at 47 nationer i dag er forpligtet af konventionen.

De kontraherende nationer har påtaget sig at sikre rettighederne i konventionen. For at få en vis sikkerhed for, at rettighederne blev overholdt, etablerede Europarådet i 1959 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Med denne domstol fik man et internationalt maskineri, som kunne håndhæve konventionen. Domstolen, som har sæde i Strasbourg i Frankrig, modtager både individuelle klager fra borgere samt klager mellem stater. Ministerkomiteen ved Europarådet har endvidere mulighed for at anmode Domstolen om at svare på spørgsmål vedrørende fortolkning af konventionen og tillægsprotokollerne.

3.1 Konventionen og Danmark

Danmark var var blandt de 10 nationer, der underskrev konventionen d. 4. november 1950. Danmark blev i Hauschildt-sagen ved dom af 24. maj 1989 første gang dømt for overtrædelse af konventionen, nærmere bestemt artikel 6, stk. 1. Som følge af blandt andet denne dom valgte Danmark i 1992 at inkorporere konventionen i dansk ret.

3.1.1 Inkorporeringen i dansk ret

Ved lov nr. 285 af 29. april 1992 valgte Danmark at inkorporere Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på lovsniveau. Konventionen er formelt set nu en del dansk ret. Foruden det positive signal til omverdenen, en sådan inkorporering måtte sende, betyder inkorporationen endvidere, at der foretages en indarbejdning, således at eksisterende lovgivning omskrives der, hvor det er nødvendigt. Dette kan virke unødvendigt, når staten alligevel folkeretligt er forpligtet til at sikre opfyldelsen af Konventionen. Før inkorporeringen måtte dansk ret formelt set alene kunne tænkes at blive fortolket konventionskonformt1, og med inkorporeringen kan Konventionen påberåbes direkte overfor de danske myndigheder. Teoretisk set måtte de retsanvendende myndigheder således tidligere – ved konflikt mellem en traktatbestemmelse og en national bestemmelse – skulle anvende den nationale bestemmelse.

Jens Elo Rytter anfører, at der før Hauschildt-sagen fra 1989 herskede traditionel dualistisk opfattelse hos Højesteret, hvorefter dansk og international ret ansås som to adskilte retssystemer, men at Højesteret efter Hauschildt “pludselig var mere lydhør over for EMRK som retskilde i dansk ret”. Rytter anfører videre, at Højesteret derfor allerede før inkorporeringen havde sikret EMRK status som vægtig retskilde i dansk ret.2

Søren Stenderup Jensen bemærker ligeledes, at der efter hans opfattelse kan stilles spørgsmålstegn ved, om inkorporering af EMRK i dansk ret vil medføre større ændringer i beskyttelsen af individets rettigheder i forhold til den gældende retsstilling. 3

Af betænkning nr. 1220 af 1991 vedr. inkorporering af Konventionen i dansk ret fremgår det:

“Udvalget finder, at en inkorporering af konventionen vil afklare retstilstanden, og selv en lov, der alene søger at kodificere den praksis, der er fastslået af domstolene, vil have den fordel i forhold til den gældende retstilstand, at den skaber et udtrykkeligt grundlag for anvendelse af konventionen. Konventionens status i retssystemet vil være åbenbar, og med det bedre grundlag for viden om konventionen tilvejebringes også en højere grad af bevidsthed om konventionens principper.”4

Inkorporeringen synes derfor alene at give anledning til en gennemgang og eventuel ændring af eksisterende lovgivning, hvilket ikke nødvendigvis er lige så naturligt i forbindelse med ratificering. Inkorporeringen må endvidere udelukke, at retsanvendende myndigheder i Danmark kommer i tvivl om konventionen har retskraft i Danmark.

3.1.2 Forholdet til dansk ret

Det antages i dansk ret, at udgangspunktet er, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har forrang for dansk ret. Såfremt der opstår konflikt, bør Konventionen og den dertilhørende praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol have forrang for dansk ret. Dette gælder både lovgivning før og efter inkorporeringen i 1992. Til dette udgangspunkt knytter der sig dog to undtagelser. Første undtagelse er, at Den Danske Grundlov har forrang for Konventionen. Såfremt der skulle opstå konflikt mellem Grundloven og Konventionen må Grundloven tillægges forrang. Den anden undtagelse er, at lovgiver kan vælge at fravige Konventionen. Såfremt den lovgivende magt i lovforarbejderne udtrykkeligt tilkendegiver at ville fravige Konventionen, bør en sådan lov vinde forrang for Konventionen.5

_____________

De enkelte rettigheder findes i Konventionen og tillægsprotokollerne.

  1. i dansk ret kendt som “fortolkningsreglen”, hvorefter der ved tvivl bør anvendes den fortolkning, som er bedst egnet til at bringe den nationale bestemmelse i overensstemmelse med traktatbestemmelsen.
  2. Jens Elo Rytter “Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dansk ret”, 2. udg. (2006), s. 34f.
  3. http://www.retfaerd.org/gamle_pdf/1992/3/Retfaerd_58_1992_3_s35_45.PDF#page=2
  4. Bet. 1220/1991, s. 13f.
  5. Jens Elo Rytter “Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dansk ret”, 2. udg. (2006), s. 36f.

Udfærdiget af Tobias Jensen